For 9 dage siden var Odense Håndbold titelløse. Nu har de vundet ’the double’ efter pokalfinalesejr over Nykøbing Falster.

Magtdemonstration: Dansk håndbolds nye dronninger vandt også pokalen

Odenses Mia Rej viste søndag, at hun kan noget særligt på en håndboldbane. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Odenses Mia Rej viste søndag, at hun kan noget særligt på en håndboldbane. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Odense Håndbold har fået hul på den byld, der gemmer på guldet. For anden gang på lige godt en uge kunne de fynske kvinder således hænge ædelt metal om halsen og løfte en pokal. Denne gang endda på hjemmebane som værter for pokalturneringens Final4-stævne.

Sidste lørdag kom det forløsende DM-guld i hus i Viborg, og søndag eftermiddag snuppede de også pokaltitlen efter en finalesejr på 32-26 over Nykøbing Falster. Odense har vundet “the double” som de første siden FC Midtjylland i 2014/2015-sæsonen.

»Jeg synes, at det er så flot af os. Jeg er så stolt af vores hold. Jeg synes, at vi har kæmpet hårdt hele sæsonen og spillet mange kampe. Vi var trætte til det her stævne, men det er flot, at vi kan tage os sammen og vinde det her guld«, lød det fra Odenses landsholdsprofil, Mie Højlund, efter finalen og sejrsdansen.

»Jeg synes, at vi har et bedre forsvarsspil. Vi giver nogle gode betingelser for vores målmænd, og så synes jeg bare, at vi er der i dag. Det var fedt at mærke gejsten på vores hold«.

Det er så sandelig nye tider i dansk kvindehåndbold. Dem, der engang aldrig vandt noget som helst, har nu sat sig så eftertrykkeligt på tronen. Fordi de har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt, og Odense efter adskillige år som det stikmodsatte er blevet Danmarks mest kyniske kvindehåndboldhold.

»Det har betydet meget for os at få hul på bylden. Især for os, der har været i klubben i mange år, betyder det meget, at vi kan gå ind og vinde to gange guld«, sagde Mie Højlund.

Landstræneren uden medalje

I lørdagens pokalsemifinale balancerede Odense på randen af exit mod Herning/Ikast, men efter forlænget spilletid sled de sig i finalen, hvor fynboerne havde anderledes styr på løjerne, selvom de tidligt kom bagud med 4-7.

Evigt rolige Ulrik Kirkely på Odense-bænken tog en tidlig timeout ved 4-6, og så skiftede han ellers målvogter. Selvom Tess Wester stod i vejen for Falster-spillerne tre gange på de første 10 minutter, røg hun på bænken. Alternativet var formidabelt. Althea Reinhardt lukkede bare fem mål ind i den resterende del af første halvleg. Hendes syv redninger var med til at sende Odense på 17-12 og sejrskurs.

Et af vidnerne herpå var Jesper Jensen. Han havde sit DHF-tøj på og var til pokalfinalen i sin egenskab af landstræner. Ikke som Team Esbjerg-træner, som han afgjort havde foretrukket. Sæsonens forhåndsfavoritter har ikke fået så meget som en medalje ud af deres anstrengelser, og de var slet ikke med ved weekendens Final4-stævne. Team Esbjerg blev slået ud af Nykøbing Falster allerede i ottendedelsfinalen.

Til gengæld kan Jesper Jensen med landstrænerbrillerne glæde sig over, hvordan flere af hans profiler har store aktier i både mesterskabet og pokaltitlen. Målvogter Althea Reinhardt har været knivskarp i de afgørende kampe, og mens Rikke Iversen knokler på stregen, så laver Mie Højlund vidunderlige ting i bagkæden. Et af pokalfinalens højdepunkter var da Højlund drejede 360 grader rundt om sig selv og efterlod en måbende Sofie Flader.

Abbingh blev pokalfighter

Kvindelandsholdet samles igen i slutningen af måneden, men danskerne kan desværre ikke kigge frem mod en OL-deltagelse. Det kan til gengæld Odenses hollandske trio. Tess Wester og Nycke Groot fik før denne sæson selskab af Lois Abbingh, som afgjort har været en af de største gevinster på transferfronten. Abbingh er en notorisk målscorer, der også scorede 11 gange i finalen og blev kåret til pokalfighter.

»Det er en drøm at slutte sæsonen sådan. Det er hårdt både mentalt og fysisk at slutte af med at spille Final4, men jeg er virkelig stolt af holdet«, fortalte pokalfighteren Abbingh umiddelbart, efter hun modtog beviset på, at hun var pokalfinalens bedste.

»Det var en fed kamp at spille. Jeg nød det«, sagde en ydmyg Abbingh om hendes egen kamp.

Der står #TroPåDet med stor skrift på ryggen af Nykøbing Falsters trøjer, og da Celine Lundbye Kristiansen to gange i træk steg til vejrs og reducerede til 19-23 midt i anden halvleg, begyndte de gulklædte faktisk at tro på pokalsensationen. Deres højlydte publikum gjorde i hvert fald. Falster-fansene slogs Odenses hjemmebanetilhængere på tribunerne, men det er nu engang tallene på måltavlen, der tæller, når pokalen skal uddeles.

Tættest på var falstringerne ved 23-25, men så satte Althea Reinhardt en prop i, alt imens Lois Abbingh høvlede et par kugler i kassen. Naturligvis trådte denne sæsons to vel nok mest fremtrædende Odense-profiler også i karakter, da pokalfinalen skulle afgøres.

»Jeg synes, at det er fair nok, at de vinder. Vi havde et momentum i anden halvleg og en lille åbning, men det er fortjent, at de vinder. Det er klart det bedste hold i Danmark lige pt.«, erkendte Nykøbing Falsters træner Jakob Larsen.

»De er mere fysiske end os i første halvleg, og Althea står virkelig godt. Vi har svært ved at vinde over hendes parader, og de scorer for mange mål. Vi har ikke så mange redninger og dækker ikke ordentligt op«, lød analysen fra Jakob Larsen.

Familien Larsen var sikre på at få en pokalguldmedalje med hjem. Nykøbing Falsters træner Jakob Larsen er gift med Odense-anføreren Kamilla Larsen, der er ved at få rutine i disciplinen pokalløft. Hun sendte pokalen til himmels og så sprang guldkonfettien i Odense.

Jonas Løytved

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her