Bo Spellerberg, som for et år siden og til drønende jubel i Malmø scorede det mål, der sikrede det mandlige håndboldlandshold forlænget spilletid i VM-finalen mod Frankrig, ser ud til at blive cheftræner Ulrik Wilbeks 16. spiller i den forestående EM-slutrunde i Serbien. I går blev Koldingveteranen, der har været ramt af en muskelskade, testet rent spillemæssigt i træningshovedkvarteret i Aarhus – og den prøve bestod Spellerberg. Han virkede veloplagt, havde stor energi, men var dog en anelse ’skudrusten’. »Efter ikke at have spillet i nogle uger var jeg godt tilfreds med min indsats i kampsituationerne«, sagde Bo Spellerberg efter den første af onsdagens to træningsseancer i den smukke NRGi Arena. »Mine skud skal lige have nogle ekstra procent i styrke, men det vil komme i de næste dage. Det var godt at være med i noget kamplignende træning, godt at blive presset, og i de næste træningstimer vil jeg give mere af mig selv. Jeg føler mig ikke begrænset rent fysisk, jeg er helt klar til at yde det, der skal til«.
Landin gjorde gymnastik Ulrik Wilbek havde tilrettelagt den første af dagens to træninger således, at han fik mulighed for at vurdere Spellerbergs fysiske tilstand – og landstræneren så ud til at være godt tilfreds med det, Spellerberg leverede. Dagens anden træningssamling havde vægt på forsvarsøvelser. Mens Spellerberg & Co. slog sig løs på banen – højrebacken Mads Christiansen deltog også og virkede klar efter sine fysiske problemer – var målmanden Niklas Landin begrænset til gymnastiske øvelser sammen med holdets fysioterapeuter, John Bruun og Peter Poulsen.






























