Cheftræner Ulrik Wilbek sendte ikke den hasteindkaldte reservespiller Bo Spellerberg på banen i mareridtskampen mod Polen ved EM-slutrunden. Selv om den erfarne slutrundespiller følte sig klar. »Jeg synes ikke, det ville være fair at sende Spellerberg på banen i de sidste 10 minutter. Han har jo ikke spillet i fem uger«, mener landstræneren. »Men mod Makedonien vil jeg bruge ham«, lyder det fra Wilbek – inden landsholdet skal ud i den kamp, hvor en sejr er aldeles påkrævet, hvis danskerne på nogen skal holde liv i det spinkle mirakelhåb om stadig at nå frem til semifinalen. Formen er godt på vej »Jeg er glad for at få chancen«, siger Spellerberg, der rent fysisk føler sig klar til det, der synes at blive en meget vanskelig kamp for det danske hold. Det ventes, at det makedonske hold vil have omkring 5.000 landsmænd i ryggen, når kampen i Beogradska Arena fløjtes i gang. »Hvis jeg skal spille 2 x 25 minutter i hver halvleg, vil det nok komme til at knibe lidt med luften. Men det er heller ikke tilfældet«, siger Kolding-spilleren. Han mener, at en opskrift på en sejr i aften kan være at gentage nogle af de bedste offensive elementer fra de succesrige kampe ved VM i Sverige for et år siden. Søndergaard skal sættes i scene »Vi skal have mere opspil til Kasper Søndergaard på højre back-pladsen, det vil gøre ham farligere. Forsvaret bliver derfor nødt til at fokusere mere på Kasper. Og samtidig vil det frigøre mere plads til Mikkel Hansen i venstre side. Det lykkedes i Sverige«, vurderer Bo Spellerberg. Han mener også, at landsholdet er ved at komme tilbage i den gode optimistiske stemning. »Humøret var ikke det bedste efter nederlaget til Polen, men nu er det på vej op igen. Vi skal have en ordentlig afslutning på turneringen«.
LIVE
EM-kampen liveopdateres minut for minut på politiken.dk fra kl. 18.15




























