Resultatmæssigt var den danske 32-23-sejr over Island fuldstændig ligegyldig. Men Danmark kunne i stedet bruge kampen til at give pause til bærende kræfter, mens der samtidig kunne blive en del spilletid til dem, der normalt står i skyggen af Mikkel Hansen, René Toft og Niklas Landin.
»Rent spillemæssigt kunne vi bruge den til en masse. Vi har nogle folk, der kan få lov til at slappe af i dag, og så har vi nogen, som får spilletid, som ikke har spillet så meget. Så der er nogle, der får slappet af, og nogle der får fart i benene. Det er forhåbentligt en god kombination frem mod kampen på fredag«, fortæller den tilbagevendte Jesper Nøddesbo til Politiken.




























