VM-debutantens dagbog: Hold k... hvor er det fedt, det her

Så er det tid til at skifte hotel, og derfor også tid til at gøre status efter indledende runde. Når jeg sådan sidder for mig selv en stille stund på hotellet, kan jeg ikke lade være med at smile lidt. Hold k… hvor er det fedt, det her. Der er kæmpe afsavn forbundet med det, og jeg må sige, at jeg glæder mig som et lille barn til at se min kæreste og min datter igen. Men det skal ikke tage glæden fra mig. Det her er fantastisk fedt. Hele håndboldverdenens blikke er rettet mod Spanien, og vi har en følelse af, at hele Danmark er med, hver gang vi spiller. Det er en fed følelse og gør det bestemt det hele værd. Det er en underlig følelse at være væk hjemmefra og gå rundt med de samme mennesker hele tiden. Som de fleste sikkert ved, er stemningen på holdet helt fantastisk. Alle bidrager til, at vi selvfølgelig skal have det sjovt, når vi alligevel er af sted, og tiden går egentlig hurtigt. Det er underligt, taget i betragtning at vi ikke rigtig laver det store i løbet af dagene. Det bliver meget de samme rutiner, og jeg begynder næsten at frygte den dag, hvor jeg selv skal tage vare på min tid. Holdlederen hedder Kaj
Der er det meget rart med holdleder Kaj, som lige kan sætte en seddel op på sin dør, med tider, der skal overholdes. Det kan man da i det mindste forholde sig til. Jeg tror også, jeg kommer til at drive min kæreste til vanvid, når jeg kommer hjem. Siden 28. december har jeg vænnet mig til, at der er nogen, der vasker tøj, laver mad og gør rent for mig. Derudover er jeg næsten blevet tvunget til en middagslur, og når vi spiller så sene kampe, er døgnrytmen også lidt anderledes end normalt. Nå, men jeg har vænnet mig til det her og kan egentlig godt lide det, så hun må indordne sig, når jeg kommer hjem. Det skal nok blive spændende. Det, jeg husker bedst ved den første uge her i Spanien, er kampene. Det står stadig lysende klart for mig, da jeg fik debut. Følelsen af at stå og synge nationalsang til en slutrunde for første gang var fantastisk. Det er noget specielt - og det er journalisterne også
Inden vi tog af sted, havde jeg en idé om, at jeg ikke ville blive så berørt af det. Jeg ser ikke mig selv som typen, der som sådan bliver nervøs, men om jeg vil stå ved det eller ej, så var følelsen speciel. Det er ikke til at sige, om det er nervøsitet, eller hvad det var, men noget skete der med en. Heldigvis virker det, som om jeg mere og mere kan abstrahere fra det, og bare stå på mål. Ud over at kampene står lysende klare, må jeg sige, at jeg heller ikke helt kan komme mig over antallet af journalister. Ud over at der er mange, og det er rigtig fedt, er jeg også lidt rystet over, hvilke historier der er blevet bragt. F.eks. synes jeg, at det er begrænset, hvor meget man i medierne behøver at snakke om folk med dårlig mave. Så spændende kan det da ikke være, skulle man i hvert fald mene. Jeg er meget for alle mulige skæve vinkler, som journalister kan finde, men der må være grænser. Niklas er en kollega, ikke en rival
F.eks. synes jeg også, at det er mærkeligt, hvordan nogle journalister vil lægge ord i munden på os, ved f.eks. altid at kalde Niklas Landin for min rival. Det er han sgu ikke. Han er min kollega, og vi er her for at opnå det bedst mulige resultat sammen. Så kan vi være rivaler bagefter, for naturligvis vil vi begge to være den bedste, men her er vi altså kolleger og har det fantastisk godt sammen og hjælper hinanden meget. Eller, han hjælper i hvert fald mig, så jeg håber da, at han lytter lidt til nogle af de mange guldkorn, jeg synes, jeg slynger ud. Stemningen i truppen er som nævnt fantastisk. Det er også svært at pege på ting, som er gået skidt for os i indledende runde. Nuvel, mange af modstanderne har lavet mange mål, men det har vi også selv, og når vi løber så meget kontra, vil der unægtelig blive scoret mange mål. Og nu til noget helt andet
Vi er etter i puljen og har gjort, hvad folk havde håbet på. Men nu begynder knald eller fald-kampene. Som debutant havde jeg lige vænnet mig til det her gruppespil, og nu skal vi til noget helt andet, og noget, som involverer et kæmpe pres. Et nederlag, og så er det hjem. Det bliver spændende, hvordan vi takler det, men man kan i det mindste sige, at den gode gamle kliche med »vi tager en kamp ad gangen« kommer til sin ret. Man kan simpelthen ikke tillade sig at slappe af. Jeg er spændt. Nu er det virkelig nu, hvor vi skal se, hvad vi kan som hold. Det er også svært at pege på ting, som er gået skidt for os i indledende runde