Med en stor ispose på sit højre knæ – standard efter alle Danmarks VM-kampe ved slutrunden i Spanien – kunne Mikkel Hansen konstatere, at det har sin pris, når det danske landshold falder i tempo. »Så har vi lært det«, sagde han med et skævt smil efter 28-26-kvartfinalesejren over Ungarn, der på intet tidspunkt var foran. Danmark førte 18-11 ved pausen efter opvisningsspil – og nu venter Kroatien i semifinalen fredag aften i Barcelona. To mål og to minutter Det blev en blandet aften for den unge, men rutinerede danske spiller.
Han scorede blot to mål på hele syv forsøg, han blev også ramt af en udvisning i den hektiske anden halvleg. Men han var samtidig leverandør af en række frispilninger til holdkammeraterne – i de første 30 minutter blev det til fem målgivende afleveringer. Ungarn fik tro på det »Vi spillede for langsomt i anden halvleg, måske var vi blevet lullet lidt i søvn af vores store føring, og derfor kom vi aldrig op i fart efter pausen. Og så fik vi set, at spiller vi langsomt, så sker sådan noget. Så smuldrer forspringet«. »Da Ungarn får scoret tre mål på tre minutter i begyndelsen af anden halvleg, får de en tro på, at de kan hente os, mens vi forfalder til at spille for os selv, til mand mod mand. Vi har ellers været gode til at sætte spillet op for hinanden i de andre kampe«, lød det fra Mikkel Hansen.