Mange harpiksklistrede bolde er blevet slidt op, siden Danmark spillede sin første landskamp mod Jugoslavien tilbage i 1958 ved VM-slutrunden i DDR – en god måned før Ulrik Wilbek blev født i det fjerne Tunesien.
Dengang i 58 vandt Danmark 20-12, og topscorer blev tidens store stjerne, Mogens Olsen fra Aarhus KFUM, med 7 mål. Danmark sluttede på fjerdepladsen, og Mogens Olsen, der døde som 74-årig, blev VM-slutrundens bedste skytte: 46 mål.
I 1991 opnåede Kroatien uafhængighed efter den blodige borgerkrig i Jugoslavien – og i 94 slog kroaterne det danske landshold 24-23 ved den første EM-slutrunde i Portugal. Nikolaj Jacobsen, cheftræner i Aalborg og til stede som ekspertkommentator for TV 2 ved dette VM, blev topscorer med 7 mål. Og Danmark? Som sædvanlig på fjerdepladsen.
En kamp, alle vil glemme
Siden da har de to hold mødt hinanden i flere spektakulære kampe, bl.a. i EM-finalen i Norge i 2008, hvor Danmark vandt 24-20. Seneste møde fandt sted i den olympiske turnering i London for et halvt år siden. Og nogle mener at kunne huske, at Kroatien vistnok vandt 32-21.
»Det er en kamp, jeg meget gerne vil glemme«, sagde Wilbek i går – og før VM-semifinalebraget mod Kroatien i aften i den olympiske kæmpehal Palau Sant Jordi i Barcelona.
LÆS OGSÅ Wilbek: Kroatien har været bedst ved VM
»Det er den eneste kamp i min tid som landstræner, hvor vi er blevet spillet baglæns ud af hallen. Vi mødte en mur, og kroaterne løb kontra på os hele tiden. Vi magtede ikke noget, vi skulle kæmpe for hvert et mål«, erindrede Wilbek med ubehag.
Men ellers var det en ganske afslappet og tilfreds Wilbek, der udlagde teksten for mødet med de kroatiske favoritter, der synes at være turneringens bedste hold – og tilfredsheden skyldtes, at det danske mandskab havde nået det erklærede mål: en plads i semifinalen, ganske som i 07, 09 og 11. Hvad der vindes fra nu af, vil være ren bonus, mente den mand, som Det Internationale Håndboldforbund, IHF, i går udråbte som verdens bedste træner.
»Det må blive en seværdig kamp, hvor vi har rollen som ’underdogs’. Kroaternes niveau er ikke faldet siden OL, de har doseret holdet rigtigt, men jeg kan love, at vi vil prøve alt for at vinde. Vi vil forsøge at overraske dem på alle fronter, og vi vil søge at tage initiativet i kampen. Og så vil vi tage udgangspunkt i den gode indsats, vi leverede mod dem ved VM i Sverige i 2011. Vi skal ikke bruge det olympiske nederlag til negativt navlepilleri«, sagde Wilbek.
2011 i Sverige? Danmark vandt 34-29 i en showkamp, hvor Kasper Søndergaard blev topscorer med 10 mål, Mikkel Hansen tegnede sig for 9.
Mikkel: Jeg har energi nok
Men siden har kroaterne, nu med flere yngre spillere, vist fremgang. »Det er et fremragende hold. Det siger sig selv, at når man kan slå de franske olympiske mestre og verdensmestre med 7 mål, har man en vis kvalitet«, lød det fra Mikkel Hansen – som ikke var bange for at erkende, at hans spil mod Ungarn bestemt ikke markerede karrierens bedste kamp.
»Jeg føler, jeg har energi nok til resten af turneringen. Og jeg håber, jeg har masser at give til holdet. Men det er også nødvendigt, at vi alle er på toppen og koncentrerede. Og kan vi levere en kamp, hvor alle spiller godt i 60 minutter, har vi en chance for at overraske kroaterne«, mente Mikkel Hansen, der indtil videre har været på banen i 5 af Danmarks 7 kampe.
Læs også Er de danske VM-spillere for pæne? Måske er der vildskab til forskel
»Men har vi blot 10 dårlige minutter mod et så stærkt kontrahold som det kroatiske, taber vi kampen. Derfor: koncentration fra start«.
LIVE Danmarks semifinale mod Kroatien spilles fredag aften kl. 21.30. Følg matchen live i tekst her på politiken.dk.
fortsæt med at læse