A-kæden med Frans Nielsen, Lars Eller og Nichlas Hardt, der skulle vise Danmark vejen til overraskelsen mod Sverige i går aftes, fik en hård medfart af landstræner Per Bäckman, da håbet om point efter kampen var blevet forvandlet til et ydmygende nederlag.
Efter en skidt første periode, hvor danskerne blev klædt fuldstændig af, valgte landstræneren at bænke trioen i 10 minutter. Ganske enkelt fordi spillerne i svenskerens øjne viste en skidt indstilling.




























