Tyskland, Letland og Norge. Tre kampe, der før landsholdets afrejse til VM blev udpeget som nøgleopgør på vejen mod den kun anden VM-kvartfinale i dansk ishockeys historie. Det er de sådan set stadig. Men siden landstræner Per Bäckman og de 24 spillere steg om bord i flyet til Stockholm, har et overrumplende nederlag til Italien også bragt nedrykning på dagsordenen og dermed gjort mindst én sejr tvingende nødvendig.
»Ja, for ellers er vi i B-gruppen næste år. Katastrofe er vel ikke et forkert ord at bruge i den forbindelse«, siger formanden for Danmarks Ishockey Union (DIU), Henrik Bach Nielsen, før den første af de tre kampe mod Tyskland i eftermiddag.
Nedrykning punkterer VM-plan
Især på det idrætspolitiske og økonomiske plan er der meget på spil for DIU. Unionen har ansøgt om værtskabet for VM i 2017 og regner takket være støtte fra det russiske forbund med at have gode chancer for at få det. Men en nedrykning vil ifølge Henrik Bach Nielsen med næsten 100 procent sikkerhed punktere den plan, allerede før Det Internationale Ishockeyforbunds kongres træffer sit valg til næste år.
»Hvis vi spiller i B-gruppen næste år, får den ansøgning svære betingelser. Alene de besværligheder, der vil være med op- og nedrykning til A-gruppen, hvis et B-hold får VM, gør det utænkeligt«, siger formanden.




























