Det danske landshold sikrede reelt overlevelse i A-gruppen ved at tage den største sejr nogensinde på øverste niveau.

Fremragende: Danmark udraderede Storbritannien og slog egen målrekord

 Morten Poulsen passerer ackson Whistle i det britiske mål. Poulsen scorede tre af de 9 danske mål.
   Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Morten Poulsen passerer ackson Whistle i det britiske mål. Poulsen scorede tre af de 9 danske mål. Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hold da op. Landsholdet leverede ikke bare i overlevelseskampen mod Storbritannien, hvor et nederlag kunne have fået katastrofale konsekvenser.

Danmark vandt med hele 9-0 og fik med egen præstation det britiske oprykkerhold til at se ti gange dårligere ud, end det reelt er tilfældet.

Tyskland, som Danmark tabte til søndag, scorede først til 2-1 mod Storbritannien i midten af tredje periode.

Men to dage senere formåede Danmark at lukke opgøret på mindre end ti minutter, da man allerede var foran 3-0.

Nu er overlevelsen i A-gruppen reelt sikret, fordi Danmark er fem point foran Storbritannien.

Det giver landsholdet muligheden for at jagte overraskelsen mod Finland, USA, Canada i de kommende tre opgør og måske stå med chancen for at spille sig i en kvartfinale før den sidste gruppekamp mod Slovakiet næste tirsdag. Hvem ved.

Den manglende skarphed i powerplay har været et stort tema i landsholdslejren de seneste dage, efter det hverken blev til mål i den fase mod Tyskland eller Frankrig trods talrige muligheder.

Derfor brugte landsholdet meget tid på powerplay-spillet ved mandagens træning. Ligesom landstræner Heinz Ehlers afsatte ekstra videotid på at gennemgå, hvor det danske spil kunne blive skarpere, og hvordan man skulle ramme briterne.

Forberedelserne førte til mærkbare resultater. Mildest talt. Danmark formåede nemlig at score hele fire gange i powerplay, allerede inden halvdelen af kampen var spillet.

Først førte en dum britisk udvisning, hvor pucken blev sendt direkte ud over banden i undertal, til en dansk fem mod tre-situation. Her viste landsholdets største navn sit værd, da Lars Eller med en flot pasning på tværs af den britiske zone assisterede Jesper Jensen.

Den danske scoring faldt så tidligt i powerplayet, at man kunne spille videre fem mod fire, hvor Peter Regin og Mikkel Bødker satte spillet godt op for Mathias Bau, som for anden kamp i træk sendte pucken op i et målhjørne på flotteste vis.

Efter to scoringer i spillet fem mod fem af Morten Poulsen og Philip Bruggisser slog det danske powerplay atter til, da Lars Eller først firstimede pucken i mål, hvorefter Nicklas Jensen afsluttede en dansk kombination efter flere hurtige pasninger, som briterne ikke var i nærheden af at stoppe.

Målene faldt så hurtigt efter hinanden, at de omkring 150 danske fans i en halvtom Steel Arena fik en lille træningssession ud af igen og igen at rejse sig fra de blå sæder og uddele high fives. Mens de britiske fans i deres blå ishockeytrøjer og Union Jack-jakkesæt må have lært et par danske ord af at have hørt Kim Larsens ‘Vi er dem’ efter hver eneste scoring.

Landsholdets dominans endte med at blive så udtalt, at landsholdet slog egen rekord for største sejr ved et A-VM allerede i midten af anden periode, da Nicklas Jensen gjorde det til hele 7-0. Den hidtidige rekord lød på 6-0 mod Slovakiet i 2010.

Takket være den flotte danske præstation fremstod det hele derfor mere som en træningssession med publikum i løbet af de to sidste perioder, hvor Morten Poulsen blev topscorer med et hattrick.

En tirsdag eftermiddag til historiebøgerne for dansk ishockey.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her