0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Odense-spillere: Han viste ingen hensyn. Vores holdkammerat kunne have været død

Spillerne fra Odense Bulldogs vil have en meget hårdere straf til Kristian Jensen, der overfaldt en af deres 18-årige holdkammerater på isen i Frederikshavn. De sammenligner med lignende episoder, der har givet meget længere karantæner end to måneder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tim Kildeborg Jensen
Foto: Tim Kildeborg Jensen

Den samlede spillertrup fra Odense Bulldogs - her i hvide trøjer fra en kamp mod Frederiksjhavn i 2018 - protesterer i et åbent brev over, at Kristian Jensen kun har fået godt to måneders karantæne for at overfalde 18-årige Lucas Bjerre Rasmussen på isen i fredags.

Ishockey
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Ishockey
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En karantæne på godt to måneder frem til 1. december er alt for mild en straf til ishockeyspilleren Kristian Jensen, der i fredags overfaldt og slog en 18-årig modspiller bevidstløs.

Sådan lyder det klare budskab i et åbent brev fra den tæskedes holdkammerater i Odense Bulldogs.

»Vi er dybt bekymrede over den manglende alvorlighed i karantænen til Kristian Jensen«, skriver truppen på klubbens hjemmeside.

Frederikshavn White Hawks-spilleren greb bagfra fat i Lucas Bjerre Rasmussen fra Odense på en måde, der minder om kampsporten Mixed Martial Arts (MMA), mener Odense-folket. Den 18-årige fynbo blev trukket hårdt ned i isen med hovedet først, så han mistede hjelmen og bevidstheden i samme nu.

(Denne video af episoden er fra Metal Ligaen, viser hele forløbet med kommentarer og er blevet brugt i strafudmålingen):

Med blikket rettet mod sin modstander slog Kristian Jensen for fuld kraft Lucas Bjerre Rasmussens hoved ned på det kolde, hårde underlag og lagde an til endnu et slag – før dommerne og Odense-målmanden stoppede ham.

»Episoden er en af de mest groteske nogensinde i ishockey og en situation, hvor Kristian Jensen intet hensyn viser til menneskeliv. Det er absolut mangel på respekt for hans modstander og hockeyspillet«, skriver Odense-spillerne og fortsætter:

»At ende med en karantæne på to måneder, hvor Kristian Jensen kun vil misse 17 kampe, er en parodi og alt for mild en straf for et overfald, der i værste fald kunne have resulteret i en 18-årig drengs død«.

Odense-ledere er på linje med spillerne

Samtidig har bestyrelsen i Odense Bulldogs udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Lucas Bjerre Rasmussen »efter omstændighederne har det godt«.

Det er dog som altid med hjernerystelser uklart, hvor hurtigt han vil komme sig. Idrætsverdenen har set masser af eksempler på, at hovedskader invaliderer udøvere i meget lang tid med blandt andet træthed, koncentrationsbesvær og slem hovedpine.

På linje med spillerne mener klublederne, at disciplinærudvalget burde have tildelt »en væsentlig længere straf«.

»En straf i denne type sager skal også sende et klart signal til alle ishockeyspillere, ishockeyforældre, sponsorer, fans, medier og alle, som holder af ishockey, om at man i dansk ishockey ikke accepterer handlinger, der er grænsende til decideret voldelig adfærd på isen«, skriver bestyrelsen, der ligesom spillerne håber, at Danmarks Ishockey Union vil tage sagen op igen.

I Frederikshavn har Kristian Jensen accepteret straffen og beklaget overfaldet.

»Alle, som kender mig, ved, at jeg er en rar person, som ikke vil nogen noget ondt. Hændelsen i fredags er uacceptabel og hører ikke hjemme i ishockey. Jeg var meget frustreret, og alt skete så hurtigt (...) Det er dog ingen undskyldning, og jeg er meget ked af, at Lucas kom til skade«, siger Frederikshavn-spilleren i en udtalelse.

Lignende overfald har givet hårdere straf

Både lederne og spillerne fra Odense henviser til, at der i andre ligaer er tildelt langt hårdere sanktioner i sager, der for dem at se minder om episoden i fredags.

Mere konkret henleder truppen opmærksomheden på en episode fra fransk ishockey sidste år. En spiller fældede en modstander på en MMA-agtig facon og forårsagede en hjernerystelse – selv uden et efterfølgende slag endte det med en treårig karantæne fra Den Internationale Ishockey Union (IIHF).

(Denne video viser episoden fra fransk ishockey, der resulterede i 36 måneders udelukkelse):

Og i en af de mest berygtede sager fra nordamerikanske NHL fik Todd Bertuzzi 17 måneders karantæne og en heftig bøde for at slå en modstander bevidstløs i et kalkuleret overfald. Selv om modstanderen Steve Moore – modsat Lucas Bjerre Rasmussen – havde hjelm på, blev han invalideret for livet, da han brækkede tre nakkehvirvler i mødet med isen og under vægten af flere spillere, der siden landede oven på ham.

Annonce

(Denne video viser den berygtede episode fra NHL, der invaliderede Steve Moore og gav Todd Bertuzzi 17 måneders udelukkelse):

»I fredagens episode så vi både en MMA-agtig fældning og et hårdt slag til det livløse hoved på en modstander, der allerede var nede«, skriver Odense-spillerne:

»Vi føler, at beslutningen om at udelukke Kristian Jensen i bare to måneder blev truffet alt for hurtigt og uden at indse situationens alvor. Selv om det måske er den længste karantæne i dansk ishockey, står den ikke mål med straffen for kriminalitet af denne størrelsesorden, som det er set i eksempler fra andre steder i verden«.

Det ligger spillerne fra Odense meget på sinde, at dansk ishockey sender et klart signal om, at den slags overfald er helt og aldeles uacceptable i sporten.

»Hvis nogen viser absolut mangel på hensyn til og respekt for en modstanders liv, skal det straffes derefter. Der må dannes præcedens for den slags inhumane handlinger, da det intet har med ishockeyspillet at gøre«, lyder det i det åbne brev, hvor Odense-truppen foreslår en markant hårdere straf:

»Kristian Jensen bør som minimum få karantæne i resten af sæsonen. Med tiden kan videre diskussion måske vise, at udelukkelsen bør være tættere på de 17 eller 36 måneder, som det var tilfældet i de andre nævnte sager«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts