På karrierens faldereb kan Frans Nielsen notere endnu et højdepunkt i sit ishockeyliv. Sammen med det danske landshold var han mandag aften med til at besejre de canadiske verdensmestre med 3-2 ved VM. Det er Danmarks første sejr nogensinde over supermagten.
»Ja, så har man også slået Canada. Nu er vi vist ved at have været hele turen rundt. Det er jo stort«, siger Frans Nielsen oven på den sensationelle triumf over ishockeystormagten med de 9 OL-titler og 27 gange VM-guld.
Ifølge veteranen Frans Nielsen gav de to hurtige mål af Markus Lauridsen og Peter Regin et godt rygstød. Men det var især den defensive disciplin, der var nøglen til triumfen.
»Defensivt er vi det bedste hold i turneringen, og vi gør det bare svært for modstanderne«, siger Frans Nielsen.
Canada stillede med solide NHL-spillere, men den danske veteran kendte modstanderne fra sine mange år i den nordamerikanske topliga og havde luret, at holdet havde svagheder.
»Vi vidste, at de ikke havde udtaget de bedste defensive forwards til VM. De har mange forwards med, der gerne vil lave mål, og vi vidste, at de nok skulle lave ged i det defensivt. Så var det bare op til os at være smartere end dem«, siger Frans Nielsen.
Nikolaj Ehlers kalder sejren »et fuldstændig vanvittigt resultat«:
»Ingen andre troede vel på, at vi kunne slå Canada. Men vi ved godt, at når vi spiller på den måde, så har vi en chance mod alle«.
Nu gælder det Slovakiet
Ehlers smider om sig med roser til holdkammeraterne på det danske ishockeylandshold efter choksejren på 3-2 over Canada ved VM. Det er første gang nogensinde, Danmark slår ishockeystormagten med de 9 OL-titler og 27 gange VM-guld på isen. Og det er tydeligvis en sejr, der varmer hos Ehlers, som til daglig bor i Canada og spiller for Winnipeg Jets i NHL.
»Vi havde en målmand, der stod fuldstændig fantastisk igen. Christian Wejse, der ikke havde spillet et minut ved VM, kom ind og ydede en helt utrolig indsats. Morten Poulsen, jeg ved ikke, hvor mange skud han blokerede. Alle ofrede sig for hinanden, og det er det, der gør det her hold så fedt at spille på«, siger Nikolaj Ehlers.
For Christian Wejse var VM-debuten »en drengedrøm, der gik i opfyldelse«.
»At det så oven i købet var mod Canada, og vi vandt, det havde jeg ikke turdet tro. Jeg har spillet junior-VM mod Canada og tabt med 10 mål. Derfor virker det fuldstændig sindssygt, at vi kunne slå dem ved A-VM«, siger Christian Wejse.
Esbjergenseren spillede for seks år siden en sæson i en canadisk juniorliga, så han vidste, hvilken type ishockey der ventede.
»Jeg var klar over, at de var fysisk stærke, men også at de ikke spiller sammen så ofte. Det udnyttede vi godt«, siger Wejse, der uimponeret knoklede løs i duellerne.
»Det har jeg ikke noget imod. Det er en del af det, og jeg elsker den fysiske del af sporten«, siger han.
Flere holdkammerater roser uopfordret debutanten, og assisterende landstræner Jens Nielsen er også begejstret for holdets nyeste ansigt.
»Han var utrolig god. Jeg elsker hans måde at spille på. Han er inde, hvor det gør ondt hele tiden. Da Markus Lauridsen scorede, var det Wejse, der trak en canadier med og skabte plads«, siger Jens Nielsen.
Danmark har brug for et point mod slovakkerne for at komme i kvartfinalen. Derfor har spillerne travlt med at komme tilbage på hotellet for at hvile stængerne, inden det går løs igen tirsdag eftermiddag.
»Jeg skal i hvert fald hjem og have slappet fuldstændig af i håb om, at jeg kan falde i søvn inden klokken tre i nat. Så skal jeg nok være klar«, siger Nikolaj Ehlers.
ritzau
fortsæt med at læse


























