NHL-holdet Carolina Hurricanes kommer til at være uden sin danske målvogter Frederik Andersen den kommende tid. Klubbens medicinske stab har opdaget en blodprop hos Andersen.
»Under et nyligt lægetjek blev det opdaget, at Frederik Andersen har et problem med en blodprop, som er nødt til at blive håndteret«, skriver klubben på sin Facebook-side.
»Der er aktuelt ingen tidsplan for hans tilbagevenden, men vi er sikre på, at Freddie vil komme sig fuldt og helt«.
Med andre ord er den 34-årige danske målvogter ude på ubestemt tid, men karrieren skulle altså ikke være truet.
Klubben oplyser på sin X-profil, at man har hentet den 38-årige målvogter Jaroslav Halak ind på en såkaldt free agent tryout.
Frederik Andersen er startet inde i seks af holdets 12 kampe indtil videre i NHL-sæsonen. I de seks kampe er det blevet til fire sejre.
Carolina Hurricanes har også den finske målvogter Antti Raanta i truppen. Holdet indtager tredjepladsen i sin division med syv sejre og fem nederlag.
Frederik Andersen fik sin NHL-debut for Anaheim Ducks tilbage i 2013/14-sæsonen. Efter tre sæsoner skiftede han til Toronto Maple Leafs, som han nåede næsten fem sæsoner for, inden turen gik til Carolina i 2021. Han er i gang med sin 11. sæson i NHL.
ritzau
fortsæt med at læse


























