Donald Trump, Ted Cruz, Bernie Sanders, Hillary Clinton og andre håbefulde i det amerikanske præsidentræs må træde et par skridt i baggrunden, og mon ikke sniksnakken i krogene om brug af væksthormoner hos en af footballspillets allerstørste gennem tiderne også bliver tiet ihjel et par timer eller tre? For det er showtime, og USA gør sig klar til Super Bowl 50.
Den dopingmistænkte Peyton Manning kan spille sit sidste store opgør med Denver Broncos-mandskabet, der møder Carolina Panthers i Santa Clara midt i Californiens Silicon Valley-region, hvor en lang række af verdens førende soft- og hardwareproducenter har hjemme.


























