Efter vinterlegene i Sotji i 2014 fik Grigory Rodchenkov tildelt den prestigefulde russiske ’Venskabsorden’ af præsident Vladimir Putin. Nu leverer den tidligere chef for russernes antidopinglaboratorium det tunge skyts mod Ruslands dopingregime i sportens verden. Rodchenkov er flygtet til USA, og hans whistleblowerberetninger om statsstyret doping i hjemlandet har via den seneste rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) skabt en situation, hvor mægtige Rusland risikerer at miste sin plads ved de kommende olympiske lege i Rio.
Sker det, vil det være en af de helt store ydmygelser for Putin, og da sportsdomstolen Cas i Lausanne torsdag støttede, at Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har udelukket de russiske atletikudøvere fra international konkurrence, kommenterede en talskvinde for det russiske udenrigsministerium i følge Interfax sagen med ordene: »Dette er en forbrydelse mod sport«.




























