De olympiske lege i Rio de Janeiro åbnede med en pibekoncert. Natten til lørdag, dansk tid, trådte en mand med askegråt, tilbagestrøget hår frem på en hvid scene på det legendariske stadion Maracanã, da åbningsceremonien nærmede sig enden. Så snart han åbnede munden, blandede buhråb og pift sig med hinanden i så kaotiske svingninger, at det var svært at høre, præcis hvad hans portugisiske mumlen udtrykte. Men ifølge programmet erklærede han altså officielt legene for åbne.
Manden på scenen var Michel Temer, midlertidig præsident for det kaosramte Brasilien, og det var netop hans person, der skabte en af de mest bizarre starter på et OL i nyere tid. Landets valgte leder, Dilma Roussef, står foran en rigsretssag, hvor hun er beskyldt for at have sminket statsbudgettet, og så længe hun er suspenderet, sidder hendes tidligere højre hånd altså på magten – selv om han vel at mærke selv er mistænkt for korruption og bliver beskyldt for dybest set at have kuppet regeringschefen.


























