Arrangørerne i Rio frygtede, at den kraftige blæst fra andendagen også ville udskyde nogle af konkurrencerne på tredjedagen af OL. Men vinden lagde sig, så der kom gang i konkurrencerne på rostadion, mens tennis heller ikke længere blev forstyrret.
Der kom også sent mandag dansk tid gang i sejladsen. Og af de fire danske sejlere, som var i aktion, er Anne-Marie Rindom i Laser Radial kommet bedst fra start. Danskeren har i de første to sejladser placeret sig som nummer fem og ni, så Rindom ligger helt fremme på en samlet tredjeplads og ligner et godt bud på en mulig medalje til Danmark. Rindom vandt sidste år VM-guld.


























