På sidstedagen af sæsonens tredje World Cup i Los Angeles understregede dansk banecykling endnu engang, at den har sikret sig så fremtrædende en position i den internationale elite, at det skaber store forventninger til indsatsen ved OL i Beijing. 23-årige Alex Rasmussen og den et år yngre Michael Mørkøv – halvdelen af 4 km forfølgelseskvartetten, som for nylig kåredes til Årets Fund i dansk idræt – fulgte nemlig sølvet fra holdløbet døgnet inden op med endnu en medalje af samme karat i det 40 km lange parløb, der afvikledes tidligt mandag morgen dansk tid. Sejren gik til den belgiske duo Kenny De Ketele-Tim Mertens, der sluttede en omgang foran rivalerne, mens danskerne sikrede sig andenpladsen i kraft af klart flest point blandt de ni par, der var distanceret med en runde.
Den tyske konstellation Roger Kluge-Olaf Pollack erobrede bronze ved at score 12 point mod danskernes 18. Spændende finale i Ballerup
Indsatsen betyder, at Danmark nu i den samlede World Cup-stilling deler førstepladsen med Belgien. Begge nationer har 21 point, mens Holland følger som nr. 3 med 19. Spanien, der førte indtil i går, men måtte tage til takke med tiendepladsen og et enkelt point, er noteret for 17.
Dermed er der lagt op til en uhyre spændende finale i Ballerup, hvor den sidste afdeling af den gennemgående sæsonkonkurrence køres 15.-17. februar. Her er det ikke alene den endelige World Cup-triumf, der står på spil, men også den direkte kvalifikation til det olympiske parløb i Beijing.
At Danmark er med, når det gælder OL-medaljer i Beijing, er imidlertid allerede 99 procent sikkert, for udover World Cup førstepladsen og senere VM-guld i Manchester i slutningen af marts giver også en plads blandt de 13 bedste på verdensranglisten adgang. Og Danmark er efter præstationen i Los Angeles sikker på at havne i dette selskab.
Det indebærer ligeledes, at der er dansk deltagelse i OL-pointløbet, idet en af rytterne fra hvert af de kvalificerede par har ret til at stille op også i den disciplin. Vandt det indledende heat
De to rød-hvide talenter demonstrerede deres styrke allerede i indledende heat, hvor de par, som siden snuppede de endelige topplaceringer, alle markerede sig stærkt.
I alt 31 konstellationer var tilmeldt i Los Angeles, og Rasmussen-Mørkøv sejrede i det andet indledende heat ved at blive nr. to i den næstsidste af de fire spurter og vinde den sidste. Dermed sluttede de på otte point og et enkelt foran hollænderne Pim Ligthart-Wim Stroetinga.
Det første indledende heat havde den tyske veteran Olaf Pollack og hans unge landsmand Roger Kluge som sejrherrer foran De Ketele-Mertens.mo Sejrede i tre spurter
I finalen deltog 16 par, og belgierne lagde ud med at vinde første spurt og noteredes altså siden for den omgangsgevinst, som afgjorde løbet.
Alex Rasmussen og Michael Mørkøv vandt tre af de otte spurter og blev nr. 2 i den fjerde, og det rakte altså rigeligt til sølvet, mens hollænderne kæmpede sig op på fjerdepladsen efter den tyske duo takket være sejr i den sidste spurt.




























