Når Danmarks olympiske medaljevinderne i morgen på Hotel Hilton i modtages med trut og fanfarer og blomster og velfortjente hyldesttaler, vil gruppebilledet af idrætsfolk med noget hængende om halsen have en gevaldig slagside.
Seksten danskere bidrog til medaljehøsten på to guld, fire sølv og tre bronze, men kun to af dem er kvinder; singlescullerroeren Fie Udby Erichsen og badmintonspilleren Christinna Pedersen, der spillede mixed double sammen med Joachim Fischer. LÆS OGSÅOL's sidste dansker: Det er en skidt maratonrute
Så få kvinder er ikke vendt hjem fra OL med en medalje siden 1992, da de seks danske medaljer blev sikret af fjorten mænd.
I den mellemliggende periode har tre gange guld til håndboldkvinderne skabt stort overtal af langhårede medaljevindere, og et kig i krystalkuglen afslører, at det igen om fire år kan blive kvinderne, der trækker det største læs ved legene i Rio de Janeiro.
Erfaring en faktor
Olympisk erfaring er en faktor, som gang på gang fremhæves som nødvendig for at skabe succes, men det er årets resultater faktisk et dementi på.
Af de seksten medaljevindere har blot de seks været med til OL tidligere, men vi tror alligevel, at der i dette års danske trup vil være flere, der med de nyvundne erfaringer vil stå stærkt rustet i 2016.
Svømmeren Mie Ø. Nielsen var som 15-årig den yngste i den danske OL-trup, Stine Nielsen imponerede ved i en alder af 20 år at opnå placeringer som nummer 9 og 12 i skydning, bueskytteholdet med Carina Christiansen, Maja Jager og Louise Laursen nåede kvartfinalen med en gennemsnitsalder på 22 år, og dressurrytteren Anna Kasprzak er med sine 22 år mindre end halvt så gammel som en stor del af sine konkurrenter. LÆS OGSÅ0,1 mm kan være meget langt fra
Fie Udby Erichsen er en af de mere erfarne debutanter, der med et forholdsvist sent gennembrud sagtens kan være i spil til endnu et OL i 2016, lige som 26-årige Christinna Pedersen.
Det sejrsvante kvindelandshold i håndbold skal genrejses, men med en VM-slutrunde på hjemmebane i Danmark i 2015 er det et langsigtet arbejde, som sandsynligvis kan videreføres frem mod legene trekvart år senere.
Lotte Friis fortsætter sin svømmekarriere, men måske har hun udvidet repertoiret om fire år. 800 meter fri kan være blevet til 1.500 meter fri på det olympiske program, og så er det da en tanke værd, at kvindernes og mændenes 10 km svømning i åbent vandt i London blev vundet af svømmere med en ikke fjern fortid i bassinet. LÆS OGSÅLondon 2012 er Danmarks største OL-bedrift i 64 år
Ungareren Eva Risztov og tuneseren Oussama Melloulli svømmede i både Aquatics Centre og Hyde Park.
Og så er Caroline Wozniacki altså kun 26 år, når alle tiders bedste danske tennisspiller i Rio har mulighed for at deltage ved sit tredje OL. Næste kuld
Talentmassen i dansk idræt er dog ikke meget mindre i de modsatte omklædningsrum, selv om medaljevinderne i London talte aldrende atleter som 40-årige Eskild Ebbesen, 33-årige Joachim Fischer, Rasmus Quist på 32 samt Mads Rasmussen, Allan Nørregaard og Jonas Høgh-Christensen på 31 år.
Lasse Norman Hansen blev som 20-årig den yngste danske OL-guldvinder i 60 år, og hjemme i Danmark er der talrige danske talenter, der tripper for at få deres olympiske debut i Rio.
Læs også Landstræner underspillede dansk guldchance
Peter Gade deltog i sit fjerde og sidste OL, men den fremtidige afløser står klar i skikkelse af Viktor Axelsen, der med sine blot 18 år lige var en postgang for tidligt ude i forhold til OL-kvalifikation, men også Jan Ø. Jørgensen kan med sin 24 år nå at udvikle sig yderligere som singlespiller.




























