Holger Rune skulle torsdag aften have spillet kvartfinale mod amerikanske Taylor Fritz ved Stockholm Open, men har besluttet at trække sig.
Det fortæller han i en story på Instagram.
»Jeg fik en lille skade i mit baglår i går, og jeg vil ikke løbe nogen risici ved at spille i dag. Jeg vil gerne begynde den nye sæson rask, skriver Holger Rune.
I onsdagens kamp mod Miomir Kecmanovic var der tegn på, at Holger Rune bøvlede med låret, men efter kampen slog han fast, at han ikke umiddelbart forventede at få problemer.
Det gjorde han så bare alligevel.
Ifølge Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, er der dog ikke nogen grund til stor bekymring.
»Det er en god beslutning, vi har taget i teamet. Man skal ikke tro, det var en dramatisk beslutning, men der er ikke nogen grund til at tage nogle chancer tæt på preseason og Australien (Australian Open, red.), skriver Aneke Rune til TV 2 Sport.
Holger Rune stod torsdag over for sin anden kvartfinale, efter at han for knap to måneder siden fik comeback på ATP Tour efter en skadespause på 11 måneder.
I kvartfinalen ventede amerikanske Taylor Fritz, som er førsteseedet ved Stockholm Open. Han kan nu glæde sig over at have nået semifinalen uden at spille kvartfinale.
ritzau