Caroline Wozniacki spillede sig onsdag videre fra anden runde ved WTA-turneringen på grus i Rom.
Danskeren, der var oversidder i 1. runde, besejrede verdensranglistens nummer 49, Alison van Uytvanck, med cifrene 6-1, 6-4.
Kampen var tættere, end cifrene antyder. En del af partierne var ret lige, men danskeren var bedst på de afgørende bolde.
Caroline Wozniacki skal i tredje runde møde letten Anastasija Sevastova. Hun vandt 6-4, 6-4 over Aleksandra Krunic fra Serbien.
I 1. sæt af kampen mod Alison van Uytvanck stormede Wozniacki frem til en 4-0-føring.
Belgieren slog tilbage med et servegennembrud til 1-4, men hun blev igen brudt til stillingen 5-1 til Wozniacki.
Danskeren servede derefter sættet hjem.
I 2. sæt brød danskeren til 1-0, men belgieren brød tilbage til 1-1.
Herefter holdt Alison van Uytvanck sin serv for første gang i kampen, da hun kom foran 2-1.
Det var dog en stakket frist, for tre partier senere førte Wozniacki 4-2, og danskeren sikrede senere sættet og sejren.
Caroline Wozniacki kan overtage førstepladsen på verdensranglisten fra Simona Halep, hvis danskeren gør det godt i Rom.
Den rumænske verdensetter, der også var oversidder i 1. runde, vandt tidligere onsdag sikkert med 6-1, 6-0 over japanske Naomi Osaka i 2. runde.
Ritzau




























