Der bliver fortsat skrevet linjer i sagaen om den serbiske tennisstjerne Novak Djokovics rejse til Australien. Her følger en tidslinje over sagens forløb.
4. januar:
Efter længere tids mystik om Novak Djokovics vaccinationsstatus og deltagelse i Australian Open, annoncerer serberen, at han har fået en medicinsk dispensation til at rejse ind i Australien, hvor man skal være vaccineret eller kunne dokumentere en årsag til ikke at være vaccineret. Han rejser dermed afsted for at forsvare sin Australian Open-titel.
5. januar:
En række australske sportsudøvere, læger og journalister udtrykker deres vrede over, at Djokovic får lov til at stille op ved Australian Open.
5./6. januar:
Djokovic lander i Australien, men bliver stoppet af grænsepolitiet. I flere timer sidder han isoleret i et rum i lufthavnen i Melbourne og bliver forhørt af myndighederne, mens blandt andre hans træner, Goran Ivanisevic, venter i et andet lokale i lufthavnen.
Senere bekræfter regeringen i Australien, at den har annulleret det visum, Djokovic er rejst ind i landet på, fordi serberen ikke har været i stand til at bevise, at han er berettiget til en medicinsk dispensation. »Regler er regler«, siger Australiens premierminister Scott Morrison. Djokovic bliver fragtet til et karantænehotel, mens hans advokater går til modangreb og forsøger at få omstødt myndighedernes beslutning.
8. januar:
I retsdokumenter fremlagt af Djokovics advokater kommer det frem, at serberen har fået en medicinsk dispensation på grund af en positiv coronatest 16. december. Det kommer derefter frem, at Djokovic deltog i et arrangement i Beograd 17. december – dagen efter den positive coronatest. Senere viser det sig, at han 18. december deltog i et interview med en journalist fra L’Equipe.
10. januar:
Ved et retsmøde i Melbourne giver en dommer Djokovic medhold i, at han skal have lov til at opholde sig i Melbourne. Dommeren beordrer Djokovic løsladt fra karantænehotellet inden for en halv time. Australiens immigrationsminister, Alex Hawke, kan dog fortsat udøve sin personlige magt til at tilbagekalde Djokovics visum. Djokovic går direkte på tennisbanen og træner for første gang samme dag.
11./12. januar:
Det kommer frem, at de australske myndigheder undersøger en uoverensstemmelse i Djokovics indrejseerklæring. Serberen har svaret nej til at have været ude at rejse i en periode på 14 dage før sin ankomst til Australien, men det passer ikke. Det erkender serberen senere. Han fortæller, at hans agent begik en menneskelig fejl, da indrejseerklæringen blev udfyldt.
Samtidig erkender Novak Djokovic, at han 18. december deltog i et interview med en journalist fra L’Equipe, selv om han godt vidste, at han var smittet med coronavirus. Det var en fejlvurdering, siger han. Vi venter fortsat på en udmelding fra immigrationsminister Alex Hawke, der altså kan beslutte at smide Djokovic ud af Australien. Australian Open begynder mandag den 17. januar.
14. januar
Novak Djokovic får annulleret sit visum og har derfor ikke ret til at stille op i grand slam-turneringen Australian Open. Det er en beslutning, der er truffet af den australske immigrationsminister, Alex Hawke. »Jeg har brugt min magt til at annullere det visum, som Novak Djokovic har fået, fordi det er i offentlighedens interesse«, lyder det fra Hawke. Han understreger, at det handler om at beskytte Australien mod coronasmitte.
ritzau


























