Den danske teenager slog onsdag Alexander Zverev i München. Det er Runes første sejr over en top-10-spiller.

Holger Rune udspiller olympisk mester og tager karrierens største skalp

Holger Rune tog en overbevisende sejr over verdensranglistens nummer tre Alexander Zverev i ATP-turneringen i München.  Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix
Holger Rune tog en overbevisende sejr over verdensranglistens nummer tre Alexander Zverev i ATP-turneringen i München. Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det danske tennistalent Holger Rune tog karrierens hidtil største skalp, da han onsdag nedlagde verdens nummer tre, den olympiske mester Alexander Zverev fra Tyskland.

Den 18-årige dansker, som er nummer 70 i verden, leverede drømmetennis fra start til slut, drev til tider gæk med den tyske stjerne og vandt overbevisende med 6-3, 6-2 i anden runde af ATP-grusturneringen i München.

Danskeren, som fylder 19 år på fredag, havde efter kampen også selv svært ved at forstå, hvad han lige havde præsteret.

»Jeg forventede selvsagt ikke at vinde i to sæt, og jeg har stor respekt for Alexander. Det var en svær kamp fra start med mange lange og hårde dueller især i første sæt«, lød det efter kampen fra Holger Rune i interviewet på banen.

25-årige Zverev har endnu ikke vundet en grand slam-titel, men ud over OL-guldet fra Tokyo sidste år vandt han i både 2018 og 2021 sæsonfinalen.

Det var Runes tredje møde med en top-10-spiller i 2022, og mens de to første mod henholdsvis Matteo Berrettini og Casper Ruud endte i nederlag, tog han en fornem revanche på gruset i München onsdag.

Fra start virkede danskeren oplagt og på ingen måde duperet af storfavoritten på den anden side af nettet.

Holger Rune strøg i front med 3-0, blandt andet via et rent servegennembrud.

Adskillige gange viste han stor teknisk kunnen med skarpe stopbolde, som voldte den langlemmede tysker store problemer.

Dramatisk og langt parti

Zverev fik brudt tilbage senere i sættet, men Rune svarede prompte tilbage med et brud den anden vej.

Det gav ham mulighed for at serve sættet hjem ved 5-3. Det blev et dramatisk og langt parti med både adskillige breakbolde og sætbolde.

På sin sjette sætbold i partiet lykkedes det danskeren at få sættet på tavlen.

Især en førsteserveprocent på 79 var med til at give danskeren et godt udgangspunkt i egne servepartier, hvor tyskeren kun en enkelt gang kom til fadet.

Hvis Zverev fik samlet tro på tingene i pausen inden andet sæt, fik Holger Rune hurtigt drænet noget af troen.

Selv om han smed en 40-0-føring i tyskerens serv, viste han mental styrke og sikrede servegennembruddet alligevel.

Selv om han smed en 40-0-føring i tyskerens serv, viste han mental styrke og sikrede servegennembruddet alligevel.

Han havde sågar tre breakmuligheder kort efter igen og kunne være kommet på 3-0. Det fik Zverev dog afværget og holdt sig på den måde inde i kampen.

Bundsolidt spil

Det var dog danskeren, som fortsat spillede med overskud, mens Zverev lavede flere og flere - og større - fejl.

Han kunne ikke finde en vej gennem Holger Runes bundsolide spil.

Da danskeren brød til 4-1 med et fantastisk lob fra langt bag baglinjen, var kampen afgjort i hovedet på dem begge. På sin anden matchbold ved 5-2 sikrede han den meriterende sejr.

»Jeg nød kampen. Jeg elsker at spille denne turnering, hvor forholdene minder meget om dem i Danmark. Jeg nyder det«, lød det slutteligt fra danskeren.

Holger Rune skal i tredje runde møde finske Emil Ruusuvuori, som senere onsdag slog amerikaneren Maxime Cressy i to sæt i anden runde. Ruusuvuori er nummer 63 i verden.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her