Den schweiziske tennisspiller sidste optræden bliver Laver Cup i næste uge.

Roger Federer stopper karrieren på topplan

Tennisstjernen Roger Federer meddeler på Instagram, at han stopper sin tenniskarriere på topplan, når han har spillet Laver Cup i næste uge. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Tennisstjernen Roger Federer meddeler på Instagram, at han stopper sin tenniskarriere på topplan, når han har spillet Laver Cup i næste uge. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tennisikonet Roger Federer nærmer sig sin sidste kamp på topplan. Torsdag meddeler schweizeren på Instagram, at han stopper sin tenniskarriere på topplan, når han har spillet Laver Cup i næste uge.

41-årige Federer skriver, at han vil fortsætte med at spille tennis, men det bliver ikke på ATP Touren og i grand slams.

»Som mange af jer ved, har de seneste tre år givet mig udfordringer i form af skader og operationer. Jeg har arbejdet hårdt for at komme tilbage i konkurrencedygtig form. Men jeg kender min krops evner og grænser, og dens besked til mig har været klar på det seneste. Jeg er 41 år. Jeg har spillet mere end 1.500 kampe i løbet af mere end 24 år. Tennis har været mere generøs ved mig, end jeg kunne have drømt om. Men jeg må nu erkende, at det er på tide at stoppe min karriere på topplan«, skriver Federer blandt andet.

Tennisverdenen reagerer med sorg

Meddelelsen om Federers karrierestop har affødt et hav af reaktioner fra tennisverdenen.

Juan Martin del Potro, tidligere argentinsk tennisspiller: »Jeg elsker dig. Mange tak for alt, hvad du har gjort for tennissporten og for mig. Tennisverdenen bliver aldrig den samme uden dig«.

Andy Roddick, tidligere amerikansk tennisspiller: »Held og lykke, Roger. Tak for de mange minder, vi har delt sammen, min ven. Det har været en ære at dele tid og oplevelser med dig på de allermest hellige baner i vores sport«.

Wimbledon, verdens ældste tennisturnering: »Hvor skal vi dog begynde, Roger? Det har været et privilegium at være vidne til din rejse og se dig blive en mester på alle måder«.

Federer vandt blandt andet 20 grand slam-titler og toppede verdensranglisten i 310 uger i løbet af sin karriere. Han vandt sin seneste grand slam-titel i 2018 ved Australian Open. Størstedelen af hans karriere var præget af en indædt rivalisering med spanieren Rafael Nadal, der da også på Twitter reagerede ved at udtrykke sin store beundring for schweizeren og en ærgrelse over, at deres tid sammen på banen nu snart er slut.

»Min kære ven og rival, jeg ville ønske, at denne dag aldrig ville være kommet. Det er en sørgelig dag for mig personligt og for sporten i hele verden. Det har været en fornøjelse og en ære at dele alle disse år med dig og så mange utrolige øjeblikke på og uden for banen

Tak til konen og sporten

Federer takker på Instagram blandt mange sin kone, Mirka, sine fire børn, sine trænere og sine mange fans fra hele verden.

»De seneste 24 år på touren har været et fantastisk eventyr. Det føles nogle gange som om, at det skete i løbet af 24 timer, men det var også været så omfattende og magisk, at det føles som om, at jeg har levet et helt liv«, skriver Federer.

Fænomenet slutter sin lange afskedsbesked af ved at erklære sin store kærlighed.

»Til tennissporten: Jeg elsker dig og vil aldrig forlade dig«.

Laver Cup afvikles i London i weekenden 23.-25. september. Federer repræsenterer sammen med blandt andre Rafael Nadal og Novak Djokovic Europa i en dyst mod et hold fra resten af verden.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her