Der er ingen grund til, at Holger Rune skal få nervøse trækninger, når han ser sig om i det fine selskab, han med triumfen ved Paris Masters er blevet en del af. Den danske højdespringer i det internationale tennishierarki står stærkt, hvad angår den indbyrdes statistik med konkurrenterne i ranglistetoppen. Også selv om han kun lige er kommet op på øverste hylde.
I Torino skal der fra søndag afvikles den traditionsrige ATP-sæsonfinale, hvor ranglistens otte bedste møder frem, men denne gang dog uden nr. 1, Carlos Alcaraz, da den unge spanier er skadet, hvilket har givet plads til USA’s Taylor Fritz. Men ellers stiller en række af de spillere, som Holger Rune for nylig har mødt, til start for at jage point og penge i årets sidste udfordring.




























