Holger Rune indleder samarbejde med Severin Lüthi, der i 15 år var træner for Roger Federer.

Holger Rune hyrer legendes succestræner igennem mange år

Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.56.

Den danske tennisstjerne Holger Rune har udvidet sit team med en prominent trænerfigur. Således har Rune indledt et samarbejde med schweizeren Severin Lüthi, der i 15 år har været træner for legenden Roger Federer, oplyser Holger Rune på Instagram.

»Han er en vanvittig dygtig træner, han er sjov og inspirerende og udfordrer Holger i hans træninger«, siger Aneke Rune til Ritzau om den schweiziske træner.

Lüthi skal indgå i Runes trænerteam sammen med den tyske legende Boris Becker, som Rune indledte samarbejde med i efteråret.

»Han har samtidig en god kemi med Boris. Der er selvsagt en stor respekt mellem dem, og hans erfaring er uden sammenligning«, lyder det fra Aneke Rune.

Den 47-årige Lüthi var træner for Federer fra 2007 til 2022, da Federer indstillede karrieren.

»Det er uden tvivl en kæmpe blåstempling af Holgers talent og potentiale, at manden finder det interessant igen at træde ind på træningsbanen«, siger Aneke Rune.

Mange rejseuger kræver mere end en træner

Tilføjelsen sker for at sikre maksimal støtte i alle årets uger, forklarer Holger Rune mor og manager, Aneke Rune.

»Derfor giver mere end én træner mening, for det er hårdt for en træner at køre 35-40 rejseuger alene på det niveau, Holger spiller på nu. Og med de forventninger der ligger til ham. Med både Boris og Severin sikrer vi høj kvalitet i alle turneringsuger, og at trænerne holder sig friske og er inspirerede til at hjælpe Holger bedst muligt«, siger Aneke Rune.

Holger Rune har trænet i Monaco frem mod den nye sæson, og her fornemmede Rune-lejren, at samarbejdet fungerede godt med begge trænere.

»Efter testugerne i Monaco i preseason, hvor både Boris og Severin var på træningerne, var det meget klart, at der virkelig var god energi både mellem Holger og Severin, men også mellem Boris og Severin. Der blev arbejdet hårdt og med masser af smil«, fortæller Aneke Rune.

Hun tilføjer, at Severin Lüthi vil være med, når Holger Rune fra 14. januar jagter grand slam-succes i Australian Open.

»Vi glæder os til at starte i Melbourne med Severin. Herefter vil de fortsat køre turneringer både enkeltvis, men også tage turneringer sammen«, lyder det fra Aneke Rune.

Gang i svingdøren

Dermed har Holger Rune sit team på plads for den kommende sæson. Ud over Becker og Lüthi tæller det også den fysiske træner Lapo Becherini.

Netop på trænerfronten har der været gang i den hos Holger Rune i den forgangne sæson. I første del af sæsonen samarbejdede Rune undervejs både med den mangeårige træner Lars Christensen og den franske stjernetræner Patrick Mouratoglou.

Efter det tidlige exit i US Open sagde Rune farvel til Mouratoglou og indstillede sig på at arbejde med Lars Christensen, men også det samarbejde kom til en ende i slutningen af 2023, og i stedet blev Becker en del af danskerens hold.

Holger Rune tager hul på 2024-sæsonen som verdens nummer otte. Han indleder sæsonen i Brisbane i årets første uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her