Holger Rune vandt i ottendedelsfinalerne i Indian Wells over amerikaneren Taylor Fritz med 2-6, 7-6, 6-3.

Holger Rune redder matchbold og server sig i kvartfinalen

Når Holger Rune spiller mod Daniil Medvedev er det om en en plads den  semifinale, som topseedede Novak Djokovic missede med et tidligt nederlag i tuirneringen. Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Når Holger Rune spiller mod Daniil Medvedev er det om en en plads den semifinale, som topseedede Novak Djokovic missede med et tidligt nederlag i tuirneringen. Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Holger Rune er efter et velspillet opgør natten til torsdag dansk tid videre til kvartfinalerne i Masters 1000-turneringen i Indian Wells.

Danskeren besejrede i ottendedelsfinalerne amerikaneren Taylor Fritz med cifrene 2-6, 7-6 (7-2), 6-3.

Rune skal i kvartfinalerne op mod russiske Daniil Medvedev, der gik videre efter en sejr over bulgarske Grigor Dimitrov.

Nattens opgør startede tæt, men Rune havde til tider i første sæt svært ved at følge med den velspillende amerikaner.

Danskeren var lige ved at blive brudt for første gang i fjerde parti, men han afværgede en breakbold og udlignede i stedet til 2-2.

Fritz viste dog efterfølgende stærkt spil og leverede ved sin næste mulighed opgørets første brud til 4-2.

Han leverede derefter et rent serverparti til stillingen 5-2 og tog sættet, da han efterfølgende brød Rune for anden gang.

Danskeren kom bedre efter det i andet sæt, hvor spillerne skiftedes til at holde serv hele vejen igennem.

Men da Rune afværgede en matchbold og udlignede til 5-5 i andet sæt, fik han skabt et vist momentum.

Sættet skulle til sidst afgøres ved en tiebreak, hvilket endte i total dansk dominans. Rune kom hurtigt foran 4-0 og endte med at vinde 7-2 til en sætsejr på 7-6.

I tredje sæt viste Rune nogle af sine klassiske stopbolde frem, og det gjorde han med stor succes.

Det resulterede i danskerens første brud til stillingen 3-1.

Efterhånden blev det tydeligt, at amerikaneren var under pres, i særdeleshed fordi Rune havde held med at holde sig tæt på nettet.

Danskeren kunne efter sit brud blot serve sejren hjem. Det gjorde han med stil i form af blandt andet to rene servepartier – det sidste til 6-3.

Mod Medvedev i kvartfinalen

Holger Rune siger, at han kommer til at spille offensivt, når han møder russiske Daniil Medvedev i kvartfinalen.

»Jeg er en spiller, der angriber. Jeg er ligeglad, hvem jeg spiller mod, jeg kommer til at angribe uanset hvad, siger Rune i sit vinderinterview ifølge dpa, efter at han natten til torsdag har besejret amerikanske Taylor Fritz med cifrene 2-6, 7-6, 6-3.

Medvedev, der ligger nummer fire på verdensranglisten, spillede sig i kvartfinalen efter en sejr over Grigor Dimitrov med 6-4, 6-4.

Rune, der selv ligger nummer syv på verdensranglisten, forventer en helt andet kamp end den, han spillede mod Fritz.

»Mod Daniil er det en helt anderledes kamp end i dag. Den eneste lighed mellem ham og Fritz er den store serv. Fritz er tæt på baglinjen, mens Medvedev er langt fra. Medvedev er ligesom Fritz farlig på dette underlag. Jeg skal bare komme mig og tro på mig selv, som jeg gjorde i dag«, siger Rune ifølge dpa.

Danskeren møder Medvedev torsdag amerikansk tid - natten til fredag dansk tid.

Medvedev tabte finalen ved Indian Wells sidste år til spanske Carlos Alcaraz.

Rune og Medvedev har mødt hinanden to gange tidligere, hvor de hver har vundet et opgør.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her