Clara Tauson snuppede fredag en af karrierens største sejre, da hun slog verdens nummer seks, Maria Sakkari, i to sæt i Billie Jean King Cup.
6-4, 6-4 vandt den 21-årige dansker efter knap to timers spil på gruset i Portugal.
Den store skalp sikrede samtidigt Danmark sejren over Grækenland, efter at Johanne Svendsen tidligere fredag havde slået verdens nummer 206, Valentini Grammatikopoulou, 7-6, 4-6, 6-3.
19-årige Svendsen er selv nummer 516 og er primært kommet i spil, da Caroline Wozniacki måtte trække sig fra holdet med sygdom.
Danmark sluttede som nummer to i sin indledende gruppe og skulle derfor ud i yderligere to kampe for rykke op i næste lag i turneringen.
Første opgave var Grækenland, som torsdag slog Letland 3-0 i kampe og derfor kunne slukke det danske håb med en sejr fredag.
Svendsen og Tauson ville det dog anderledes og begge to sejrede som undertippede.
For Tauson var det sejr nummer ti i træk som dansk landsholdsspiller, og hun er efterhånden ubesejret i mere end fire år i landsholdsregi.
Sejren over Sakkari kom i hus efter en generelt stærk præstation. Den græske profil var lige ved at iværksætte et comeback i andet sæt, da hun forvandlede 2-5 til 4-5 og havde en breakbold i det følgende parti.
Men Tauson holdt hovedet koldt i den portugisiske sol og skreg sin glæde ud, da hun havde afgjort dysten på sin første matchbold.
ritzau
fortsæt med at læse


























