Holger Rune er færdig ved French Open efter et nederlag i fem sæt til den fjerdeseedede tysker, Alexander Zverev. I en maratonforestilling, der først sluttede klokken 01.40 om natten, tabte han i et femsætsdrama til den fjerdeseedede tysker, Alexander Zverev.
Rune var flere gange i vinderposition på Court Philippe-Chatrier og var i fjerde sæt blot tre bolde fra sejren, men endte med at tabe med cifrene 6-4, 1-6, 7-5, 6-7, 2-6 efter 4 timer og 11 minutters tennis. Dermed kunne Rune ikke leve op til sine seneste præstationer i turneringen, hvor det er blevet til kvartfinaler i 2022 og 2023.
Rune præsterede ellers på et tårnhøjt niveau i det meste af kampen, men det samme gjorde den formstærke tysker, der nu har vundet sine seneste 10 kampe.
»Jeg er stolt over at være i kvartfinalen. Jeg har spillet otte en halv times tennis de seneste dage, så jeg skal lige komme mig«, sagde Zverev efter kampen, hvor han roste Holger Rune for at have spillet en flot kamp.
Femte og afgørende sæt blev skæmmet af alt for mange uprovokerede fejl fra Holger Runes side, og det var tydeligt, at over fire timers tennis på højeste niveau havde sat sine spor.
Djokovic er tvivlsom
Også Novak Djokovic er klar til kvartfinalen, men om han spiller den er tvivlsomt, siger den serbiske verdensetter selv efter mandagens sejr i fem sæt over Francisco Cerundolo, skriver nyhedsbureauet AFP.
»Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen eller dagen efter i morgen – om jeg overhovedet kan spille. Jeg håber det, men lad os se, hvad der sker«.
Djokovic vandt 6-1, 5-7, 3-6, 7-5, 6-3 over Cerundolo og har dermed for 15. gang i træk spillet sig i kvartfinalerne i French Open, hvor han står til at skulle møde norske Casper Ruud.
Efter kampen indrømmede Djokovic, at han skulle tilses af en læge på grund af problemer med knæet. Serberen har været nødt til at tage antiinflammatorisk medicin for at spille.
»Vi kommer nok til at foretage flere undersøgelser og kontroller i morgen. Lægen foretog nogle undersøgelser direkte efter kampen. Han havde lidt positive nyheder, men også nogle bekymringer«, siger Djokovic.
Djokovic måtte i forrige runde bruge 4 timer og 29 minutter på at besejre Lorenzo Musetti. Kampen sluttede klokken 03.07 natten til søndag. Den 37-årige serber var undervejs nødt til at blive tilset af en læge, efter at han gled.
»Jeg begyndte at føle smerte og bad om behandling. Det forstyrrede helt sikkert mit spil«, siger han.
Djokovic har vundet French Open tre gange – senest i 2023.
Ritzau
fortsæt med at læse



























