I kampen mod de eksplosivt voksende udgifter til at afvikle OL vil det danske medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) kronprins Frederik skrumpe sommerlegene - både antallet af atleter, sportsgrene og discipliner bør i hans øjne være i spil.
»Når vi snakker om, hvordan vi kan minimere udgifterne ved at arrangere OL, så skal vi måske tænke i at begrænse adgangen – sænke loftet for det maksimale antal atleter, der ved sommerlegene ligger omkring 10.500. For mig at se kan det ske ved at mindske antallet af discipliner i nogle af de store sportsgrene: Svømning, roning, boksning, nogle af de andre kampsportsgrene, vægtløftning«, siger kronprins Frederik til Politiken.




























