Private virksomheder skal have lige så nemt ved at give ansatte adgang til test som offentlige, mener DI.

DI ønsker selvtest til private virksomheder

Lyt til artiklen

Det private arbejdsmarked skal ligestilles med det offentlige, så private virksomheder også kan tilbyde selvtest for coronavirus.

Det foreslår erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).

»Vi kan jo se, at der er et enormt smittetryk i øjeblikket. Der er også stadig et meget højt tryk på testcentrene«, siger Henriette Søltoft, vicedirektør i DI.

»Og derfor har vi også i dag hørt, hvordan man fra det offentliges side har købt store mængder af selvtest hjem, som bliver uddelt på institutioner, skoler og i det offentlige, hvilket er super godt og fornuftigt. Vi foreslår bare, at man også tager det private arbejdsmarked i betragtning i den sammenhæng«, siger hun.

DI foreslår en løsning, hvor det skal være muligt at bestille selvtest gratis. Enten via NemID eller med virksomhedens CVR-nummer.

Der er bestilt i alt 65 millioner selvtest til forskellige offentlige institutioner. Flere end 9 millioner er blevet kørt ud til kommunerne, så de kan fragtes videre til plejehjem, skoler, børnehaver og bosteder.

Det fortalte Lisbeth Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, på et myndighedspressemøde om coronavirus onsdag.

Derudover udrulles selvtest yderligere på både sygehuse, ungdoms- og erhvervsuddannelser samt gymnasier, lød det.

Henriette Søltoft fra DI siger, at der også er et smittetryk på det private arbejdsmarked.

»Og vi risikerer at se ind i, at de private virksomheder kan få problemer også i forhold til deres arbejdskraft, hvis medarbejderne bliver lagt ned af stigende smittetryk«, siger hun.

Onsdag er der igen sat smitterekord med coronavirus i Danmark.

Ud af 189.512 PCR-test er der registreret 23.228 tilfælde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her