Yemenitterne lufter for ottende dag i træk deres frustrationer over præsident Ali Abdullah Saleh, der siden 1990, har været ved magten.
Egypten inspirerer
Tusinder har ifølge nyhedsbureauet Reuters samlet sig på Hurriyapladsen i byen Taiz, der ligger ca. 200 kilometer syd fra hovedstaden Sana'a.
Her har de, ligesom egypterne gjorde det på Tahrirpladsen i Kairo, slået lejr med telte og bannere.
Demonstranterne kæmper ifølge vidner med at holde en stor gruppe på minimum 10.000 regeringsstøtter væk fra pladsen, og frygten er, at det kan fører til optøjer. Flere har allerede mistet livet efter sammenstød med politiet.
Begge lande begraver således i dag demonstranter, der mistet livet for sikkerhedsstyrkernes kugler og slag.
Militærmassakre afskrækker ikke
I Libyen har flere tusinde for tredje dag i træk samlet sig på gaderne i protest mod præsident Muammar Gaddafi til trods for, at en mindre militærmassakre i går fandt sted, hvor rapporter melder om op til 45 døde.
Demonstrationerne foregår i flere af de større byer i landet med kystbyen Banghazi som opstandens epicenter.
En moské syd for Bahrains hovedstad Manama er samlingssted for omkring 1.000 regeringkritikere.
Til kampråb som »retfærdighed, frihed og konstitutionelt monarki« tager de afsked med dem, der døde, da landets politi i går angreb en gruppe sovende demonstranter med geværskud og tåregas.
FOTO
Striden i Bahrain står mellem landets shiamuslimske flertal og sunnimuslimske regering og kongefamilie.
Sidstnævnte har sat et talstærkt militær ind og givet det besked på at tage alle midler i brug for at slå oprøret ned.
Jalal Fairooz fra oppositionspartiet siger dog til Reuters, at han ikke tror, at protesterne vil forstumme af den grund:
»Det er ude af de politiske partiers hænder. Alle masserne er fyldt med vrede og frygt. De er ikke imod kongen eller den herskende familie, men de kræver en valgt regering«.
Et sted i Mellemøsten, der ikke længere er fyldt med vrede, er Egypten.
Her begynder en gigantisk såkaldt sejrsmarch efter fredagsbønnen. Militæret, der midlertidigt har overtaget magten i landet, har tilladt folket at fejre, at Hosni Mubarak ikke længere er på gaden.
Politikens korrespondent i Kairo, Adam Hannestad, fortæller, hvordan der hele dagen er blevet gjort klar til fest.
»Folk er sågar begyndt gøre rent. Ved lygtepælene er der spontant i blevet skraldespande op. Det har jeg aldrig oplevet i de ti år, jeg har været her«, siger han.
»Egypterne kommer til at feste helt vildt, indtil militæret siger stop«
Ny regering på vej
Trafikken er efterhånden begyndt at køre normalt på Tahrirpladsen, der har været centrum om demonstrationerne, der førte frem til Mubaraks fald.
Det betyder dog ikke, at den normale hverdag er vendt tilbage. Militærets tanks er stadig på gaderne, banker og skoler er lukkede, og arbejdere strejker i håb om højere lønninger.
Repræsentanter fortæller, at man håber at dette billede vil ændre sig, når premierminister Ahmed Shafiq enten søndag eller mandag offentliggøre sin midlertidige overgangsregering, skriver Reuters.