Fem dræbte i demonstrationer i DRCongo ved gudstjenester

Voldelige demonstrationer fortsætter i DRCongo, hvor demonstranter ønsker, at præsidenten går af.

Internationalt

Mindst fem personer er dræbt i hovedstaden Kinshasa Den Demokratiske Republik Congo søndag, siger FN's fredsbevarende mission Monusco.

De er dræbt i forbindelse demonstrationer mod den siddende præsident, Joseph Kabila, der nægter at gå af.

Vidner siger, at sikkerhedsstyrker har affyret tåregas for at opløse demonstrationen. Folk var blevet opfordret til at gå på gaden af katolske ledere.

FN's mission oplyser, at der foruden de 5 dræbte er 33 sårede og 69 anholdte.

Blandt de dræbte er en 16-årig pige, der blev skudt ved indgangen til en kirke i Kitambi-området i hovedstaden.

Hun blev dræbt af skud fra en pansret bil, oplyser Jean-Baptise Sondji, der er en regeringsmodstander og tidligere minister.

Søndagens dræbte kommer efter tre uger med lignende demonstrationer og dødelige sammenstød.

De er sket i forbindelse med gudstjenester i landet, hvor befolkningen i DRCongo er overvejende kristne, og katolicismen er den mest udbredte trosretning.

Kabila har været ved magten i landet siden 2001. Præsidentvalget er blevet udskudt. Det næste er planlagt til december 2018.

Præsidentens mandat udløb i 2016, men man indgik før jul det år en aftale om at forlænge hans periode til udgangen af 2017.

Uroen i DRCongo har stået på længe. Der har den seneste måned været både bortførelser og drab på FN-ansatte i landet.

FN's Sikkerhedsråd har presset på for en politisk aftale for at stoppe urolighederne.

Flere afrikanske præsidenter har i lighed med Joseph Kabila siddet på posten i en lang årrække - under pres for at gå af.

Det gælder blandt andre Yoweri Museveni, som har været Ugandas præsident siden 1986.

Det samme var gældende for Robert Mugabe, som indtil november havde været præsident i Zimbabwe i flere årtier.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce