Foto: Evan Vucci/AP
Internationalt

Tidligere Trump-kampagnechef kaster sig ind i EU-valgkamp

Steve Bannon vil forsøge at samle EU-skeptiske højrefløjspartier til næste års valg til EU-Parlamentet.

Internationalt

I løbet af det amerikanske præsidentvalg i 2016 blev Steve Bannon en kendt skikkelse i amerikansk politik. Hvis han får sin vilje, får han også en rolle at spille i Europa næste forår.

I et interview med netmediet The Daily Beast annoncerer han, at han starter en ny organisation med navnet The Movement (Bevægelsen, red.).

Organisationen skal støtte og hjælpe EU-skeptiske højrefløjspartier med at blive valgt til EU-Parlamentet næste år. Den får hovedkvarter i Bruxelles og vil frem mod valget i maj næste år bestå af 10 fuldtidsansatte.

I interviewet forklarer Bannon, at organisationen skal bidrage med interne målinger, rådgivning om budskaber, målrettet annoncering og tænketanksresearch for en række EU-skeptiske højrefløjspartier.

Den udtalte ambition er at modarbejde den liberale organisation Open Society, som den amerikansk-ungarske rigmand George Soros står bag.

I de seneste 12 måneder har Bannon mødtes med fremtrædende EU-kritikere.

Det gælder blandt andre Nigel Farage, den tidligere leder af det britiske parti Ukip, Marine Le Pen, der er tidligere præsidentkandidat fra det franske parti, der dengang hed Front National, og Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Bannons mål er at samle en 'supergruppe' af højrefløjspartier. Han håber, at de kan sætte sig på op mod en tredjedel af pladserne i EU-Parlamentet efter næste valg.

»Valget i maj bliver virkelig vigtigt, for det bliver den første virkelige dyst mellem populismen og Davos-partierne på tværs af kontinentet«, siger han til The Daily Beast.

Tidligere har Steve Bannon annonceret planer om at spille en rolle ved det amerikanske midtvejsvalg i efteråret.

Her har han åbent erklæret 'krig' mod etablissementet i Det Republikanske Parti. Det er sket ved at forsøge at slå siddende republikanske senatorer ved primærvalg.

Ved senatsvalget i Alabama sidste år bakkede Steve Bannon op om Roy Moore, der slog den siddende republikanske senator, Luther Strange, i en dyst i primærvalget.

Roy Moore tabte senere det ellers klassisk sikre republikanske sæde til demokraten Doug Jones.

Steve Bannon er tidligere chef for det højreorienterede nyhedsmedie Breitbart News. Han fungerede som kampagneleder under Donald Trumps valgkamp forrige år og kom med ind i Det Hvide Hus som såkaldt chefstrateg for Trump.

Det er siden kommet frem, at Bannon under valgkampen også havde forbindelse til det kontroversielle analysefirma Cambridge Analytica, der har høstet data om amerikanske vælgere på Facebook.

Bannon forlod Trumps stab i august 2017.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce