Det hele var der. Byggegrunden lå der, tegningerne var klar. Huset skulle være 230 kvadratmeter med fuld kælder og første sal, og han havde lavet aftaler med både ingeniøren og håndværkerne. Han havde også talt med banken, men lånet var ikke forhandlet på plads.
Så meddelte den græske regering, at landets underskud var over 12 procent af landets bruttonationalprodukt (bnp) – fire gange de tilladte 3 procent ifølge de euroregler, landet havde forpligtet sig på. Regeringen bad Den Internationale Valutafond (IMF) om hjælp, kreditvurderingen røg fra topkarakteren A1 til bundkarakteren BBB+, og bankerne stoppede med at låne penge ud.




























