Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har taget skylden for selvmordsangrebet mod det libyske udenrigsministerium i Tripoli tirsdag, der dræbte mindst tre mennesker.
Det fremgår af et opslag, som bevægelsen har lagt ud på sociale medier. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I opslaget skriver IS, at gerningsmændene var »kalifatets soldater«, og at de altså agerede på ordrer fra bevægelsens ledere.
Dræbte tre og sårede 21
De libyske myndigheder har ikke bekræftet, hvorvidt man mener, at IS rent faktisk står bag angrebet. Foruden de tre dræbte efterlod angrebet mere end 21 sårede.
Ifølge myndighederne startede angrebet, da en bilbombe eksploderede nær ministeriet. Efterfølgende detonerede en gerningsmand sit bombebælte på anden sal i ministeriet.
En tredje gerningsmand, der var iført skudsikker vest, blev dræbt af sikkerhedsstyrker foran ministeriet.
Ifølge Libyens udenrigsminister, Tahar Siala, der ikke selv var til stede i ministeriet under angrebet, er en af de dræbte en højtstående embedsmand.
Situation i Libyen »ude af kontrol«
Ved en pressekonference efter angrebet kaldte indenrigsminister Fathi Bash Agha situationen i Libyen »ude af kontrol«.
Han sagde desuden, at der var 'frugtbar jord' for IS i det nordafrikanske land. Libyen har været præget af kroniske sikkerhedsproblemer og sekterisk vold siden borgerkrigen i 2011.
Her blev den mangeårige diktator Muammar Gaddafi væltet og dræbt af oprørere med støtte fra flere Natolande.
Landet har i dag rivaliserende regeringer og parlamenter. Utallige militsgrupper kæmper mod hinanden om magten i det olierige land.
ritzau


























