Religion er nogle gange en fortsættelse af politik og endda krig med andre midler. Denne virkelighed kan lige nu iagttages i forholdet mellem Rusland og Ukraine, som er låst i en kirkestrid af historiske dimensioner. Kirkestriden spiller ind i et stadig mere tilspidset ukrainsk præsidentvalg 31. marts 2019, hvor modstanden mod Rusland måske er mere synlig end nogensinde før.
Den umiddelbare baggrund for kirkestriden er, at patriarken i Konstantinopel (Istanbul) i oktober 2018 bekendtgjorde, at den ukrainske ortodokse kirke skulle frigøres fra patriarkatet i Moskva, og at man derefter ville tage stilling til den ukrainske ortodokse kirkes fremtidige status.




























