Søndag blev Tino Chrupalla valgt som ny medformand for det højrenationale tyske parti Alternative für Deutschland, og sammen med den anden medformand Jörg Meuthen satte han straks et mål for partiet: regeringsmagt.
Den 44-årige malermester fra delstaten Sachsen i det gamle Østtyskland præsenterede sig på landsmødet som en modererende figur. Han udpegede almindelige »borgerlige« vælgere som et stort potentiale for AfD. For at nå dem er der ikke brug for »drastisk sprog«, sagde han.




























