»Det er som at være til en brandmandskonference, hvor man ikke må tale om vand«, rasede historikeren og forfatteren Rutger Bregman, da han sidste år var inviteret til verdensøkonomisk topmøde i Davos.
Han rettede et verbalt karatehug mod de stenrige investorer og internationale topchefer, der hvert år mødes i den schweiziske alpeby, hvor de næsten rituelt bekræfter hinanden i, at det haster med at sætte ind over for den voksende ulighed og galopperende klimakrise. Og hvor de også gerne viser deres velvilje ved forskellige former for velgørenhed og ved at invitere ikoner som rockstjernen Bono og klimaaktivisten Greta Thunberg, alt imens de i det skjulte underminerer staters og politikeres handlemuligheder ved at parkere store formuer og overskud i skattely.
