0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

De tabte år. Nur Adam og Haris Haq var et par unge fyre først i tyverne, da Politiken mødte dem i vinteren 2018 i Velika Kladusa meget langt fra hjemlandet Myanmar. Vi kender ikke Nur og Haris videre skæbne, men de er to blandt de stadig flere millioner i verdens flygtningestrømme.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nur Alam er billedet på en dyster udvikling, der kun bliver værre

Aldrig har Europa gjort så meget for at stoppe flygtningestrømmene, aldrig er antallet af flygtninge i verden steget så voldsomt. Nogle er vendt hjem, langt flere er ikke. Og som altid bærer de fattigste lande de tungeste byrder. Ny rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR beskriver det sorte billede af det seneste tiårs udvikling.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man siger, at tal er taknemmelige.

Det er muligt. Men efter at have læst de første 15 sider af rapporten om de sidste ti års megatrend fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR melder kvalmen sig.

Cifrene i rapporten, kolonnerne i statistikker og lagkagestykkerne i diagrammerne fortælle alle den samme historie om de ti år fra 2010 til 2019: Antallet af flygtninge er fordoblet fra 40 til 80 millioner. I samme periode er antallet af hjemvendte flygtninge mere end halveret fra knap 10 millioner til knap 4 millioner.

Bag hvert eneste af de ufordøjelige milliontal gennem der sig et menneske. Politiken har siden 2015 mødt flygtende og fordrevne i forskellige afkroge af verden. Holder UNHCR’s megatrends stik, er der ikke megen hjælp at hente for dem.

Ansigterne bag tallene

På Balkan ventede Nur Alam og Haris Haq på at finde nye veje ind til Europa. Efter al sandsynlighed forgæves. De to muslimske flygtninge fra Myanmar er fortsat ikke velkomne hverken i deres hjemland eller noget andet sted i verden.

Johannes Skov Andersen Pol
Foto: Johannes Skov Andersen Pol

Baby Kadera. I efteråret 2017 kom Kadea Mustapha til verden et sted i det sydlige Tunesien. Han er resultatet af den voldtægt, der fik hans congolesiske mor Maya Luvande til at flygte fra det kaotiske Libyen.

Vi ved heller ikke, hvad der er hændt nyfødte Kadea Mustapha. Fire dage efter hans fødsel sad hans mor paralyseret med sin dreng i favnen et sted i det sydlige Tunesien. Hun var flygtet fra det kaotiske Libyen med babyen i maven som resultat af en voldtægt. Hun kendte ikke længere til holdepunkter i hendes eget liv for ikke at tale om fremtiden for baby Kadea.

Lidt mod nord ude på den tunesiske kyst begraver Chamseddine Marzoug og andre frivillige stadig druknede flygtninge på den improviserede kirkegård ved havnebyen Zarzis. De halvt opløste lig driver i land fra de kæntrede gummibåde med flygtninge fra Libyen på vej mod Europa.

Og et sted i verdens største flygtningelejr på grænsen mellem Bangladesh og Myanmar driver Rajla Khatun formentlig stadig om. Soldaterne bandt hendes eget tørklæde for hendes øjne, inden de massevoldtog hende og fire andre kvinder. Tre af dem var gravide og døde af det. Bagefter opdagede hun, at hendes mand og to af hendes fire børn var dræbt.

Deres og deres medflygtninges skæbne binder UNHCR’s flygtningehøjkommissær, Filippe Grandi sammen i forordet til rapporten: »Vi er vidner til en forandret virkelighed. I dag bruges tvangsfordrivelse i langt større omfang, og samtidig er det ganske enkelt ikke længere et kortvarigt og midlertidigt fænomen«.

Bag teknokrat-sproget anes desperationen.

Johannes Skov Andersen Pol
Foto: Johannes Skov Andersen Pol

Graveren. Chamseddine Marzoug og andre frivillige har i årevis begravet de halvt opløste lig af flygtninge, der ikke klarede turen over Middelhavet mod Europa. De druknede skyller op på strandene ved Zarzis i det sydlige Tunesien.

Senere i dag skal Filippo Grandi møde FN’s Sikkerhedsråd. I den bedste af alle verdner, er det medlemmerne af Sikkerhedsrådet, der kan stoppe krige og konflikter, og forebygge at nye blusser op. Men de steder i verden, hvor FN har udstationeret fredsbevarende aller fredsskabende styrker, er ikke lysende eksempler på verdenssamfundets evne til at løse konflikter.

De to største kontingenter af fredsbevarede styrker er udstationeret i Afrika. Og hverken i den Demokratiske Republik Congo (DRC) eller i vestafrikanske Mali har soldaterne med de blå hjelme kunnet bidrage til fredeligere forhold og normalitet.

De fattige lande tager slæbet

Elisabeth Arnsdorf Haslund er kommunikationsansvarlig for UNHCR i Norden, Estland og Letland. Hun fremhæver flere nøgletal fra rapporten. »I dag er det en procent af menneskeheden, der er tvunget på flugt fra deres hjem. Og næsten halvdelen er børn - vi skylder dem en fremtid«.

Ser man på den førte politik og mediernes dækning af den permanente flygtningekrise, kan man tro at de flygtendes fremtid findes i EU, USA og resten af den rige verden. Det passer ikke.

Mens EU og USA har forskanset grænserne mod flygtningestrømmene med hegn, grænsepatruljer og avanceret elektronisk overvågning, så opholder 85 procent af verdens flygtninge sig i den fattigste del af verden.

Krig, konflikt og kaos i Syrien, Venezuela, Afghanistan, Sydsudan og Myanmar er årsag til størstedelen af de nye flygtede og internt fordrevne. Og det er nabolandene Tyrkiet, Colombia, Bangladesh, Pakistan og Uganda, der har modtaget hovedparten af de mennesker som er undsluppet.

Kun et land skiller sig ud. Ifølge UNHCR er Tyskland med 1,1 millioner flygtninge og asylansøgere placeret som nummer fem på listen af lande, der bærer de største byrder.

Elisabeth Arnsdorf Haslund forklarer, hvordan det ikke kun er de flere flygtninge og færre hjemvendte, der driver krisen frem mod nye lavpunkter.

»I flere af de skrøbelige stater, der i forvejen er hårdt plaget af krise, konflikt og etniske spændinger, ser vi desuden, hvordan konsekvenserne af klimaforandringer og som følge en øget fødevareusikkerhed kun forværrer situationen«, siger hun.

Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Enken. Rajla Khatun var 25-år da hendes mand og to af de fire børn blev dræbt. Hun og de sidste to børn kom frem til verdens største flygtningelejr på grænsen mellem Bangla Desh og Myanmar.

»Og de samme faktorer gør det sværere for nabolande og regioner med mange flygtninge. Tag Bangla Desh og verdens største flygtningelejr ved Cox Bazar, der kæmper vi med monsunregnen 3-4 måneder hvert år, og den bliver værre og værre«.

Annonce

De rige lande vender ryggen til

På opfordring kan UNHCR’s talskvinde godt finde lys i mørket.

»I den globale flygtningeaftale fra 2018 blev verdens lande enige om en mere solidarisk deling af ansvaret for at hjælpe verdens flygtninge«.

Det er vist ikke rigtig slået igennem?

Efter en kort pause har Elisabeth Arnsdorf Haslund fundet de nødvendige diplomatiske vendinger frem: »Der mangler bestemt en del, men vi har set skridt i den rigtige retning. Især i forhold til at de store værtslande inkluderer flygtningene. Der er enighed om, at flygtninge skal være i stand til at uddanne sig, arbejde og bidrage. De skal ikke sidde i årtier i en flygtningelejre med begrænset bevægelighed, helt afhængig af international nødhjælp og ude af stand til at forsørge deres egen familie«.

Det er ikke det, der kendetegner hverken Danmarks eller EU’s svar på det seneste ti års stigende flygtningekrise?

»Den situation vi nu er vidner til, betyder, at der er behov for et kursskifte i verden. Mulighederne for at flygtninge kan få et liv og en fremtid skal udvides og udvikles. Og det gælder, uanset om det er i hjemlandet, der hvor de har søgt tilflugt i nabolandene eller i et tredjeland længere væk«.

»Det vil sige, at der også skal være plads til flere kvoteflygtninge, familiesammenføringer og sikre korridorer for flygtningene«

Det har hverken været Danmarks eller EU’s svar?

»Jeg kan sige, at også i vores del af verden er flugt og fordrivelse et globalt fænomen og det går ikke væk i morgen«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?