1 dag tilbage: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

USA anklager Kina for samarbejde med hackere

To kinesiske hackere er blevet sigtet for at forsøge at stjæle forskningsdata om coronavacciner og for at have hacket hundredvis af virksomheder i USA og andre lande.

De to anklagede har også hacket menneskeretsaktivister i USA, Kina og Hongkong. Det fortæller den amerikanske vicejustitsminister John Demers.

I nogle tilfælde handlede de to kinesere 'for egen personlig vindings skyld', og i andre tilfælde til gavn for Kinas ministerium for statssikkerhed, siger Demers på en pressekonference tirsdag.

»Kina har nu placeret sig ved siden af Rusland, Iran og Nordkorea i den skamfulde klub af nationer, der tilbyder et fristed for cyberkriminelle«, siger han.

Hackede selskaber

Medicinalselskaber i Californien, Maryland og Massachusetts er blevet hacket, men tilsyneladende er der ikke sket noget med deres coronaforskning, meddeler justitsministeriet.

De to kinesiske hackere, der begge er i 30'erne, menes at opholde sig i Kina. De var studiekammerater på en it-uddannelse i den kinesiske by Chengdu.

Ifølge det amerikanske justitsministerium har de hacket eller forsøgt at hacke virksomheder i lande som Sverige, Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien og Japan foruden USA.

Det er virksomheder og organisationer der arbejder indenfor blandt andet it, sundhed, uddannelse og e-sport, som skal være blevet ramt.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her