Verden har aldrig set noget lignende. Forskere og medicinalfirmaer med milliarder af dollars på spil løber om kap med tiden for at udvikle en vaccine mod covid-19, der kan bringe verden tilbage i et nogenlunde normalt leje. Men det hektiske kapløb vækker også blandede følelser i videnskabelige miljøer og i verdens befolkninger. For mens alle ønsker at bekæmpe coronavirus, er det vigtigste, at de vacciner, der godkendes, både virker efter hensigten og ikke har alvorlige bivirkninger på lang sigt.
»Udvikling og fremstilling af en vaccine tager normalt seks til ni år. Det er en helt usædvanlig situation, at vi allerede ser 200 vacciner under udvikling i rekordfart, og det er en stor udfordring«, siger professor i immunologi Fiona Culley fra Imperial College London.


























