Mindst 30 medlemmer af de afghanske sikkerhedsstyrker er søndag blevet dræbt i et selvmordsangreb i byen Ghazni, der er hovedby i den østlige provins af samme navn. Det oplyser hospitalsdirektøren i provinshovedstaden til nyhedsbureauet AFP. Der er tale om et af de blodigste angreb i Afghanistan i flere måneder.
»30 lig og 24 sårede mennesker er bragt ind på hospitalet. Alle er fra sikkerhedsstyrkerne«, siger hospitalsdirektøren, Baz Mohammad Hemat.
En selvmordsbombemand kørte en bil fuld af sprængstoffer ind på en af hærens baser og udløste bomben, siger en talsmand for guvernøren i Ghazni-provinsen. Flere boliger i området blev ødelagt ved den kraftige eksplosion. Det er endnu uvist, om dødstallet vil stige yderligere, hvis der er ofre i boligerne, siger lokale embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.
Foreløbig har ingen taget skylden for angrebet, der kommer samtidig med, at Afghanistans regering forhandler med Taleban-bevægelsen om at afslutte den langvarige krig i landet. En Taleban-talsmand, som Reuters har haft kontakt til, ville søndag hverken be- eller afkræfte, om gruppen står bag bombeangrebet mod sikkerhedsstyrkerne.
Et andet selvmordsangreb har søndag ramt byen Qalat i en anden del af Afghanistan. Her er en civil blevet dræbt og 20 andre såret, oplyser politichefen i provinsen Zabul. Dette angreb var rettet mod en højtstående embedsmand, der har været en udtalt kritiker af Taleban, siger en talsmand for guvernøren ifølge Reuters. Den pågældende embedsmand blev selv lettere såret i angrebet.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter