0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Toprepublikanere har fået nok af Trump efter optøjer

Amerikanske lovgivere kræver Donald Trump fjernet som præsident efter optøjer i Washington D.C.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Internationalt

Den ellers ekstremt loyale Trump-støtte, den republikanske senator Lindsey Graham, har fået nok af præsidenten efter onsdagens uroligheder i Washington D.C.

Det siger han ifølge NBC News, i forbindelse med, at Kongressen har genoptaget arbejdet med at bekræfte Joe Bidens valgsejr.

»Trump og jeg har været på noget af en rejse sammen. Jeg hader, at det skal slutte sådan her. Men efter i dag er alt, jeg kan sige, at jeg er ude. Nok er nok«, siger Graham.

Han tilføjer, at han til fulde støtter resultatet af præsidentvalget 3. november.

»Joe Biden og Kamala Harris er lovligt valgt«.

Graham er ikke den eneste republikaner, der ikke længere kan stå bag den afgående præsident.

Tidligere onsdag opfordrede den republikanske guvernør i Vermont, Phil Scott, således til, at Trump skal fjernes fra embedet på grund af hans rolle i optøjerne.

»Grundstenen i vores demokrati og principperne i vores republik er under angreb fra præsidenten. Nok er nok. Præsident Trump bør trække sig eller blive fjernet fra embedet af hans regering eller af Kongressen«, skriver Phil Scott på Twitter.

Republikaneren Kelly Loeffler, der netop har tabt et senatsvalg i delstaten Georgia, vil heller ikke længere protestere over valgmandsstemmer til Joe Biden oven på onsdagens voldelige protester.

»Jeg kan ikke længere med god samvittighed protestere mod godkendelsen af stemmerne«, siger Loeffler til bifald i Senatet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Før de voldelige demonstrationer ved og i Kongressen støttede mindst 11 senatorer op om en protest mod valgresultatet.

Flere af de senatorer har ombestemt sig efter angrebet på Kongressen.

»Vi har nu brug for, at hele Kongressen står sammen og stemmer for at godkende valgresultatet«, skriver Steve Daines og James Lankford i en fælles udtalelse, som de to republikanere har lagt på Twitter.

Cathy McMorris Rodgers, der er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, har også ændret holdning til at sætte sig imod resultatet.

»Det, vi har set i dag, er ulovligt og uacceptabelt. Jeg har besluttet, at jeg vil støtte vælgernes stemme, og jeg opfordrer præsident Donald Trump til at fordømme det og sætte en stopper for galskaben«, skriver Rodgers på Facebook.

Også flere demokrater kræver Trumps afgang. Blandt andet kongresmedlemmet Ilhan Omar, der er gået i gang med at forberede en ny rigsretssag mod præsidenten.

»Donald J. Trump bør blive stillet for en rigsret af Repræsentanternes Hus og fjernet fra embedet af Senatet. Vi kan ikke give ham lov til at blive på posten. Det er et spørgsmål om at bevare vores republik«, skriver Omar, der repræsenterer delstaten Minnesota.

Hun ønsker at stille præsidenten for en rigsret, på trods af at der kun er to uger til, at demokraten Joe Biden overtager præsidentembedet 20. januar.


ritzau/Pol

Læs mere:

Annonce

Læs mere