Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har med et pænt flertal vundet en tillidsafstemning i det italienske underhus mandag aften.
I Deputeretkammeret, som underhuset hedder, stemte 321 for og 259 imod Conte og hans regering.
Afstemningen kommer midt i en regeringskrise, der opstod efter at det lille parti Italia Viva i sidste uge trak sig fra koalitionsregeringen.
Hvis Conte havde tabt afstemningen i Deputeretkammeret, havde han været tvunget til at trække sig.
Tirsdag skal overhuset, Senatet, stemme. Her kan Conte risikere at komme i vanskeligheder, idet hans regering kun har et lille flertal her - og det var, da Italia Viva stadig var en del af regeringen.
Den 56-årige regeringsleder har brug for opbakning fra begge kamre.
Conte er blevet uenig med Italia Vivas leder, tidligere indenrigsminister Matteo Renzi, om hvordan de skal bruge en støttepakke fra EU, som skal hjælpe Italien gennem coronakrisen.
Hvis Conte ikke kan finde en ny regeringspartner til sin centrum-venstre koalition eller indgå en aftale med Renzi, kan det føre til et valg i Italien. Det ser lige nu ud til, at det især vil gavne højrefløjen.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter