EU-landet Slovakiet er hårdt ramt af coronavirus og køber nu to millioner doser af Ruslands Sputnik V-vaccine.

Slovakiet modtager russisk vaccine som det andet EU-land

Lyt til artiklen

Slovakiet har mandag som det andet EU-land modtaget en sending af den russiske coronavaccine, Sputnik V.

Det siger landets premierminister, Igor Matovic.

Slovakiet har bestilt to millioner af vaccinen, der ikke er blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

»Bagved mig kan I se den første sending af i alt to millioner Sputnik V-vacciner«, siger den slovakiske premierminister ved en pressekonference i lufthavnen i Košice i det østlige Slovakiet.

Slovakiet følger i fodsporene på Ungarn, der modtog Sputnik V som det første EU-land. Ungarn har også taget den kinesiske Sinopharm-vaccine i brug.

Slovakiet har den seneste uge registreret det højeste antal døde med coronavirus per indbygger i hele verden.

»Det er det rigtige valg at købe den russiske vaccine nu, for covid-19 går ikke op i geopolitik«, siger han i kommentarer vist på slovakisk tv.

»Jeg har ikke noget problem med selv at tage et Sputnik-stik, siger han.

Nabolandet Tjekkiet meddelte søndag, at det også havde bestilt en sending af Sputnik V-vaccinen. Tjekkiet er ligeledes hårdt coronaramt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her