Efter spekulationer om præsident Magufulis helbred meddeler Tanzanias vicepræsident onsdag, at han er død.

Tanzanias præsident Magufuli er død

Lyt til artiklen

Tanzanias præsident, John Magufuli, er død. Det meddeler landets vicepræsident onsdag aften på statsligt tv.

»Det er med stor sorg, at jeg meddeler, at i dag den 17. marts 2021 klokken 18 mistede vi vores tapre leder«, John Pombe Magufuli, siger vicepræsidenten, Samia Sulhu Hassan.

Ifølge vicepræsidenten er han død af en hjertelidelse.

I de seneste uger har der været spekulationer om den 61-årige Magufulis helbred. Han er ikke blevet set offentligt i over to uger.

Rygter har svirret over hele Østafrika om, at han skulle være indlagt på et privathospital i nabolandet Kenya med covid-19.

Kenyanske medier har på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder skrevet, at Magufuli lå i respirator på en intensivafdeling.

Det har Tanzanias vicepræsident afvist.

Hårdnakket corona-skeptiker

Siden sidste uge har politi i landet anholdt mindst fire mennesker for at have spredt falske rygter om præsidentens tilstand.

John Magufuli har markeret sig som en af Afrikas mest hårdnakkede skeptikere, når det gælder coronavirus.

Han har kraftigt kritiseret tiltag, der har til formål at begrænse smitten, og han nægtede at indføre den form for tiltag, som man har set i andre lande. Det skabte stor frustration i Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den nu afdøde præsident har også hævdet, at coronavirus bedst kunne bekæmpes med bøn, og han har sagt, at Gud har forskånet Tanzania for virusset.

Magufuli har desuden betegnet coronavaccinerne som en vestlig konspiration.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her