Mens forhandlere fra USA, Rusland, Afghanistan, Taleban og flere andre sidder i fredsforhandlinger i Qatars hovedstad, Doha, om situationen i Afghanistan lider den afghanske regering imidlertid endnu et nederlag.
Den militante islamistiske bevægelse Taleban hævdede sent torsdag aften, at den havde erobret den afghanske by Kandahar. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
»Kandahar er fuldstændigt erobret. Mujahedinerne er nået til Martyrpladsen i byens centrum«, skriver en talsmand fra Taliban på Twitter.
En embedsmand fra den lokale regering i den afghanske by Kandahar bekræfter, at Taleban har erobret byen. Det skriver Reuters.
Ifølge AFP bekræfter yderligere en kilde på stedet, at Taleban har taget byen, og at regeringsstyrkerne har trukket sig tilbage til en militærbase uden for byen.
Byen er med sine flere end 600.000 indbyggere landets næststørste, og med erobringen kontrollerer Taleban to tredjedele af Afghanistan. Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er titusindvis af afghanere flygtet fra Kandahar.
Helmand falder også
Taleban har tilsyneladende også erobret Lashkar Gah, hovedstaden i Helmand-provinsen, oplyser en talsmand for politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det var netop her, at danske soldater havde hovedkvarter.
Erobringen sker, kort tid efter at USA og andre lande begyndte at trække deres styrker ud af landet. Blandt de store afghanske byer er det nu kun Kabul, som regeringen for alvor har magten i.
Situationen spidser derfor alvorligt til i Afghanistan.
Torsdag aften udtalte en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium, at regeringen ville sende tropper til Afghanistan for at hjælpe ansatte på den amerikanske ambassade ud af landet. Det er omkring 3000 soldater, der vil blive indsat.
Også Storbritannien sender omkring 600 soldater til Afghanistan for at hjælpe briter ud af landet.
Torsdag aften udsendte udsendinge fra en række lande - heriblandt USA, Rusland og Kina - en erklæring om, at man ikke vil anerkende en afghansk regering, der er ’indsat gennem brug af militær magt’.
Udsendingene opfordrer Taleban til omgående at stoppe angreb på provinshovedstæder. De beder også parterne fremskynde den igangværende fredsproces.
Fra EU lyder der torsdag aften en advarsel til Taleban fra EU’s udenrigschef, Josep Borrell. Han siger i en udtalelse, at den militante bevægelse vil blive isoleret, hvis den tager magten i Afghanistan.
»Hvis magten tages med vold, og et islamisk emirat bliver genetableret, vil Taleban møde ikke-anerkendelse, isolation, mangel på international støtte og udsigt til fortsat konflikt og forlænget ustabilitet i Afghanistan«, udtaler Borrell.
ritzau
fortsæt med at læse




























