Ukraine
Boligblokke i Kijev ramt af missiler - Ukraines præsident synes nu at være målet
Kort før kl 4 om natten til fredag dansk tid begyndte et russisk angreb på selve Ukraines hovedstad, Kijev. Videoer viser adskillige eksplosioner i millionbyen. Internationale efterretninger tyder på, at præsident Putins ambition er at vælte den ukrainske regering.
Efter et første døgn af Putins angreb på Ukraine, hvor russerne først og fremmest ramte militære mål, blev Ukraines hovedstad natten til fredag hårdt ramt. Ukrainske borgere og internationale medier begyndte ved 4-tiden – dansk tid – at lægge videoer og billeder ud af en regn af ildkugler og eksplosioner i flere dele af millionbyen.
Kort efter blev det bekræftet fra officiel side, da Anton Gerasjtjenko, rådgiver for Ukraines indenrigsminister, lagde følgende ud på beskedtjenesten Telegram:
»Angreb på Kijev med krydser- eller ballistiske missiler er i gang«.
I en af videorne ser man et fly blive skudt ned. Ifølge samme rådgiver er der tale om et russisk fly.
Tidligere har det været uklart, om Putin agtede at forsøge at indtage Kijev i denne første fase af den russiske invasion, men ifølge flere internationale efterretningstjenester tyder den russiske fremfærd på, at Kijev er det næste mål.
Efter en orientering torsdag aften sagde medlemmer af efterretningsudvalget i Kongressen i USA, at forventningen var, at Putin nu ville gå efter at indtage hovedstaden og forsøge at kortslutte den centrale styring i Ukraine.
»De er ved at omringe Kijev og kan have planer om at vælte regeringen«, lød det fra demokraternes udvalgsformand, Adam B. Schiff.
Senere udsendte den ukrainske præsident, Volodimir Selenskij, selv en video via det statslige nyhedsbureau Ukrinform, hvor han oplyste, at russiske soldater allerede var i byen, og hvor han udpegede sig selv som mål for russernes angreb på Kijev.
»Ifølge vores oplysninger har fjenden identificeret mig som mål nummer ét. Min familie er mål nummer to. De ønsker at ødelægge Ukraine politisk ved at eliminere statsoverhovedet,« sagde Selenskij.
Kort før missilerne begyndte at lande i hovedstaden natten til fredag oplyste USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, til amerikanske parlamentarikere, at russiske landstyrker havde krydset grænsen fra Hviderusland og befandt sig blot omkring 30 kilometer uden for Kijev.
Efter en times eksplosioner virkede det ved 5-tiden om morgenen dansk tid, som om eksplosionerne i Kijev begyndte at stilne af. Ifølge Kijevs borgmester, Vitali Klitschko, er flere boligblokke blevet ramt af missiler. Mindst tre personer er blevet såret, hvoraf en er i kritisk tilstand.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sammenligner angrebet på Kijev med nazisternes angreb i under 2.verdenskrig
»Senest, vores hovedstad oplevede noget lignende, var i 1941«, skriver han på Twitter:
»Ukraine besejrede den ondskab og vil også besejre denne. Stop Putin. Isoler Rusland«.
Præsident Volodimir Selenskij har indtil videre valgt at blive i Kijev på en hemmelig lokation.
»Vi er ikke bange for Rusland«, sagde han kort ført angrebet ifølge Kyiv Independent.
Den amerikanske præsident Biden skal være blevet oplyst om, hvor Selenskij befinder sig, fortalte pressetalsmand Jen Psaki fra Det Hvide Hus i nat dansk tid.
»De er i kontakt«.