Hvis den historieglade præsident Putin graver en smule i historien, vil han hurtigt indse, at det er risikabelt at tro, at han for tid og evighed kan undgå en sag om krigsforbrydelser, blot fordi han er præsident: Serbiens tidligere præsident Milosevic troede det samme, men endte alligevel i Haag, hvor han døde i en fængselscelle. Og han er ikke det eneste eksempel.
»Det er en risikabel strategi at tro, at man er præsident for livet og aldrig vil kunne røres. Ting kan ændre sig, hurtigere end man aner«, siger Kenneth Roth, der er øverste chef for den verdensomspændende menneskeretsorganisation Human Rights Watch.




























